David fra 'Årgang 0' skifter spor: Det laver han i dag


Rachel Ellebye har fredag aften en særlig gæst på tilskuerpladserne i 'Vild med dans'.
Den tidligere 'Årgang 0'-profil har nemlig fået besøg af sin storebror David, der inden showstart afslører, at en ny karrierevej har forhindret ham i at kigge forbi de tidligere fredage.
I sidste uge havde Rachel Ellebye besøg af sine forældre i 'Vild med dans'.
I denne uge har hun fået besøg af sin 26-årige stolte storebror David, der inden showstart fortæller, at han hidtil har fulgt med på tv og er imponeret over sin søster:

»Det har været virkelig flot at se, hvor meget hun blomstrer op i det her. Hun klarer det mega godt og jeg kan se, at hun nyder det. Det er dejligt at se for en storebror,« fortæller han og tilføjer, at de hver uge ringer sammen for evaluere fredagens oplevelser i TV 2-studiet.
Grunden til, at David Ellebye først kigger forbi 'Vild med dans' i sæsonens sjette udsendelse, skyldes, at han har fået et nyt arbejde i søværnet i Nordjylland.
»Jeg er på søværnets sergentskole, og så er der altså langt fra Frederikshavn her til (København, red.) en fredag aften,« smiler han.
Han er stadig i starten af uddannelsen, der tager cirka tre år.
David Ellebye forklarer, at han lige nu er 'kadet-aspirant', og at han til december 'forhåbentlig bliver afmærket sergent'.
Adspurgt hvorfor han lige netop har valgt at gå i den retning, svarer han:
»Der er mange årsager. Der er helt klart en spændende situation i Europa lige nu. Så dels er det en ansvarsforpligtigelse i forhold til Danmark, og den situation vi befinder os i.«
Han fortsætter:
»Derudover er det en spændende verden og spændende uddannelse. Det er nok en af de bedste lederuddannelser, der findes, og Forsvaret er bare et særligt sted at arbejde med andre soldater og mennesker i praksisk. Det er super spændende.«
David Ellebye har aldrig selv fået tilbuddet om at være med i 'Vild med dans'.
Hvis TV 2 skulle finde på at ringe, vil han være lunken ved at sige ja.
»Det er nok ikke lige... Jeg tror, det bliver svært lige nu som kadet. Og så tror jeg ikke, det passer til mig.«
Det er ikke lige dig?
»Nej, jeg tror det er godt, der er noget til min søster og noget til mig.«