Det var en glad David Dencik, der søndag aften gik på scenen i Skuespilhuset for at modtage Lauritzen-prisen.

Og den 51-årige dansk-svenske skuespiller havde mere end én grund til at smile.

Fra scenen afslørede han nemlig, at der er kommet en ny kvinde ind i hans liv.

»Tak til mine børn og til min kæreste, som sidder dér, som jeg holder meget af og elsker,« lød det fra Dencik ifølge HER&NU.

Efterfølgende afslørede han overfor mediet, at hun hedder Signe.

Afsløringen kommer omkring et år efter, at David Dencik blev skilt fra Sofie Munch. De var gift i 13 år og har to børn sammen. 

Søndag var kærligheden dog ikke den eneste store nyhed for skuespilleren.

Sammen med Iben Hjejle modtog han Lauritzen-prisen, som udløser 250.000 skattefrie kroner samt 50.000 kroner til en valgfri mærkesag.

David Dencik har valgt at donere de 50.000 kroner til Center for Digital Pædagogik.

Han er blandt andet kendt fra Huset, Kastanjemanden og Mænd & Høns og har også haft en international karriere med roller i blandt andet Chernobyl og James Bond-filmen No Time to Die.