Lørdag gik Johnny Reimar bort efter kort tids sygdom.
Og onsdag i næste uge skal den folkekære musiker begraves.
Det oplyser datteren, Lotte Reimar, på vegne af familien i et opslag på Facebook.
Videre lyder det, at begravelsen finder sted i Helleruplund Kirke i Hellerup.
Det var ligeledes i et Facebook-opslag, at Lotte Reimar meldte ud om farens død.
»Det er med den dybeste sorg, at vi på familiens vegne må meddele, at vi har mistet vores højtelskede far, som i går sov stille og fredfyldt ind efter kort tids sygdom,« skrev hun søndag formiddag.
»Han var til det sidste omgivet af sine børn, svigerbørn, børnebørn, oldebørn og sin elskede hustru gennem knap 60 år.«
Johnny Reimar blev især kendt for sin lange karriere i musikbranchen og står blandt andet bag hits som 'Bind dit gule hårbånd' og ikke mindst 'Sikke'n fest' og 'Du burde købe dig en tyrolerhat'.
Ved siden af musikkarrieren kunne man også se ham som vært på tv-programmerne 'Fællessang på Bakken' og 'Fællessang på Charlie'.
Lotte Reimar skrev i opslaget, at det »trøster« familien at vide, at »vores far har haft et sjovt, spændende og helt igennem fantastisk liv«.
»Vi ved, at han har betydet meget for mange, og for os har han betydet alt.«
»Vores far var et hjertevarmt, kærligt og gavmildt menneske, der var ubeskriveligt stolt af sin store familie, og som altid har knoklet for at forsørge og forkæle os alle.«
Johnny Reimar, der blev 82 år, efterlader sig hustruen Annie, som han blev gift med tilbage i 1967.
Sammen fik de fire børn, Lotte, Lars, Mikkel og Mads.
