Thomas Evers Poulsen får spørgsmålet hver eneste uge.
I starten sagde han ja, men til sidst blev det for svært at holde styr på. Nu viser en ny undersøgelse, at det ikke er helt tilfældigt.
Hvem ville du helst danse med af de professionelle dansere i 'Vild med dans'?
I en ny YouGov-undersøgelse, hvor danskerne har kunnet vælge imellem de 12 professionelle dansere, der har vundet TV 2's danseprogram igennem tiden, har flertallet to klare favoritter:
Thomas Evers Poulsen og Silas Holst.
De to dansere deler i forvejen rekorden for flest 'Vild med dans'-sejre – de har begge vundet tre gange – og nu har de altså titlen som danskernes foretrukne dansepartner.
»Er det rigtigt? Hold da op,« lyder det fra Thomas Evers Poulsen, da B.T. ringer for at overbringe ham nyheden.
»Hvis jeg kommer i finalen igen (I år danser Thomas Evers Poulsen med Özlem Cecik, red.), så kan vi stille en kø op, og så danser jeg da gerne løs,« tilføjer han med et grin.
Thomas Evers Poulsen fortæller videre, at han faktisk ofte oplever, at folk gerne vil danse med ham.
»Der er rigtig mange, der har ønsket mig i fødselsdagsgave – forstået på den måde at få en dansetime med mig. Jeg startede med at sige ja, men jeg kunne ikke holde kalender i det. Det var umuligt at få til at gå op, så nu er det kun, hvis folk booker mig til events, hvor jeg kommer ud underviser.«
Han tilføjer:
»Jeg får stadig forespørgsler om det hver eneste uge.«
Silas Holst giver overfor B.T. også udtryk for, at han er stolt af kåringen.
Adspurgt om, hvem han selv ville vælge som dansepartner blandt de andre tidligere vindere, svarer han hurtigt:
»Vickie Jo Ringgard. Jeg kan pissegodt lide den måde, hun danser på. Jeg synes, hun er skidedygtig. Viktoria Franova synes jeg også er virkelig dygtig. Jeg dyrkede dem, da jeg selv dansede sportsdans. De dansede en alderskategori over mig, så de var mine helte.«
Thomas Evers Poulsen tænker lidt længere over sit svar.
»De er jo alle dygtige til noget hver især. Det er et svært spørgsmål,« fortæller han og tilføjer med et grin:
»Det vil være klogt at vælge Marianne Eihilt, for hun er jo dommer (I 'Vild med dans', red.). Jeg vil gerne danse en quickstep med hende, for der flyver hun hen over gulvet.«