Ikke nok med, at TV-vært Lene Beier har erfaring med at drive et hotel og være på tv-skærmen, så kaster hun sig nu ind i modeverdenen.
Det sker i samarbejde med det danske brand LIND, som hun skal skabe sin egen kollektion af strik med, skriver ALT.
I et opslag på Instagram skriver TV-værten, at hun har glædet sig meget til at vise kollektionen frem.
»Vi har arbejdet længe på hver enkelt style – både hjemme i Østrig og sammen med det dygtige team hos LIND i Ikast,« skriver Lene Beier i opslaget og fortsætter:
»Jeg har besøgt dem flere gange, og jeg har følt mig helt tryg i processen, fordi de er så professionelle og virkelig ved, hvad de laver.«
Her forklarer hun samtidig, at inspirationen til strikværkerne kommer fra hendes liv og hverdag i alperne.
Kollektionen landede både online og i butikkerne mandag 17. november 2025.
