Dansk kulturliv har mistet en af sine absolut største og mest markante skikkelser.

Den internationalt anerkendte sceneinstruktør og tidligere teaterchef Daniel Bohr sov ind i lørdag nat.

Selvom han brugte alverdens lande som scene for sit imponerende arbejde, var det Danmark, der endte med at stjæle hans hjerte og blive hans faste base i mere end 50 år.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Daniel Bohr kom til verden i Argentina i 1943 under et hårdt diktatur, og flygtede i 1972 til Danmark, og for alvor mærkede den frihed og fred, som han længtes efter.

Det var også her han fandt sit livs kærlighed i teatermanden Christian Lange, som han dannede par med frem til sin død.

Daniel Bohr instruerede musicalen Evita på Det Ny Teater i 2014. Foto: Thomas Lekfeldt

Efter sin ankomst til Danmark fik han lynhurtigt stor succes og blev tilknyttet Det Kongelige Teater som både iscenesætter og lærer.

Siden fulgte en karriere som kunstnerisk leder af Den Jyske Opera, chef for Aalborg Teater og direktør for Festspillene i Bergen, før han for alvor slog sit navn fast som en af landets mest eftertragtede freelanceinstruktører.

Daniel Bohr stod bag en lang række store og prisvindende succeser på især Det Ny Teater, herunder 'EVITA', 'West Side Story' og ikke mindst 'The Sound Of Music', som indbragte ham Reumert-prisen.

De seneste ti år markerede han sig med store publikumssucceser som 'Spillemand på en tagryg' og 'Oliver!', ligesom han også instruerede store forestillinger i det fynske kulturliv.

Indtil sin død boede Daniel Bohr i Nyborg sammen med sin partner gennem mange år.