Egentlig var det meningen, at Richard Hart skulle bringe sin megasucces fra Danmark til Mexico City.

Men den berømte bager står nu i stormvejr – og har måttet komme med en offentlig undskyldning.

Ifølge TV 2 er det en podcastepisode fra april, der har fået mexicanerne på barrikaderne.

I episoden udtaler briten sig nemlig kritisk om landets brødkultur. 

Han skulle have sagt i Popfoodie, at Mexico næsten ingen brødkultur har, og at de bruger »hvide, grimme boller, der er billigt, industrielt fremstillet« til deres sandwiches.

Udtalelserne har vakt harme blandt den mexicanske befolkning.

Nogle mener, Hart er et symbol på gentrificering, mens andre kritiserer, at han ikke viser respekt for landet, han har valgt at arbejde i.

På sociale medier har flere opfordret til boykot af det kommende bageri i Mexico City.

Det blev tilsyneladende for meget for Richard Hart, der valgte at undskylde offentligt på sociale medier.

Ifølge TV 2 skrev succesbageren i et opslag:

»Jeg vil gerne give en klar og oprigtig undskyldning. Jeg tog fejl, og jeg fortryder det dybt. Siden jeg flyttede til Mexico, er jeg blevet forelsket i byens befolkning. Men mine ord har ikke afspejlet den respekt: i dette land er jeg gæst, og jeg har glemt at opføre mig som en.«