Flora Ofelia Hofmann Lindahl har i en alder af 19 år allerede slået flere rekorder.

Det har haft sine omkostninger og givet nogle vilde oplevelser, men det har været det hele værd, fortæller hun. Søndag aften slår den unge skuespiller på ny rekord.

Flora Ofelia var kun ni år, da hun i 2015 vandt børne-MGP. Som den yngste nogensinde.

I 2021 blev hun den yngste til at vinde en Robert-pris for 'bedste kvindelige hovedrolle', ligesom hun samme år var den yngste til at vinde hovedrolle-prisen ved den spanske filmfestival San Sebastián.

Flora Ofelia, da hun i 2021 modtog prisen som 'årets hovedrolle' for filmen 'Du som er i himlen' ved den internationale filmfestival i San Sebastián.
Flora Ofelia, da hun i 2021 modtog prisen som 'årets hovedrolle' for filmen 'Du som er i himlen' ved den internationale filmfestival i San Sebastián. Vincent West/Reuters/Ritzau Scanpix

Søndag aften modtager hun så den danske skuespilpris Lauritzen-prisens talentpris – igen som den yngste i historien.

»Lige siden at jeg som helt lille begyndte at lave små skolekomedier eller iPad-videoer med min søster, har jeg kunne mærke, at det var et eller andet over at leve sig ind i noget andet. Om det så var en MGP-sang eller en karakter,« fortæller Flora Ofelia.

»Så det hele startede meget tidligt, selvom jeg aldrig havde regnet med, at jeg en dag også ville kunne leve af det.«

Du kom jo ret tidligt i gang med at lave film og tv. Føltes det som arbejde, eller var det bare en leg?

»Lige nu er jeg ved at lave filmen 'Smukkere', og det er faktisk første gang, at det føles som arbejde. Tidligere fyldte det økonomiske ikke så meget, men nu hvor jeg blev student i sommer, og der er husleje hver måned, er det en ny form for følelse af at gå på arbejde.«

»Men det er jo samtidig fantastisk at have et arbejde, man elsker så meget, at det ikke føles som arbejde.«

Flora Ofelia da hun vandt MGP i 2015.
Flora Ofelia da hun vandt MGP i 2015. Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Hvordan var det i folkeskolen at tjekke ind og ud af filmverdenen?

»Det kunne godt være mærkeligt. For eksempel dengang jeg en fredag lige efter skole blev ringet op og bedt om at finde en gallakjole og skrive en tale for derefter at blive fløjet til Spanien og modtage en pris.«

»Klip til at jeg om mandagen var tilbage i skole, uden at ret mange vidste, hvad jeg havde lavet. Og jeg er ikke typen, der siger' Nu skal I bare høre!' Så, ja det kunne godt være mærkeligt.«

Havde det nogle omkostninger?

»Jeg har oplevet, at folk på min alder distancerer sig fra mig, fordi de bliver intimideret af det hele – hvilket jeg godt forstår. I syvende klasse var jeg jo for eksempel væk i ti måneder, da vi lavede 'Ulven kommer', og jeg måtte jo senere også droppe ud af gymnasiet.«

Hvordan havde du det med det?

»Jeg havde godt set den komme, for jeg var der jo næsten ikke. Da jeg søgte ind, vidste jeg godt, at det kunne blive svært, fordi jeg havde så mange arbejdsforespørgsler, så jeg tænkte, at jeg ville gøre mit bedste, men at det heller ikke skulle være et nederlag, hvis det ikke kunne lade sig gøre.«

»Det endte med at være en fælles beslutning med ledelsen, at det var bedst for mig at stoppe, for ellers skulle jeg op i fuld pensum.«

Flora Ofelia da hun i 2020 medvirkede i DR-serien 'Ulven kommer'.
Flora Ofelia da hun i 2020 medvirkede i DR-serien 'Ulven kommer'. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Hvad gjorde du så?

»Jeg har i flere år fået god støtte af Trine Dyrholm, og hun hjalp mig meget med at finde ud af, hvordan jeg skulle håndtere det.« 

»Vi kom frem til, at jeg var alt for ung til ikke at have en hverdag og være sammen med unge mennesker, så to uger før skolestart, besluttede Trine og jeg, at jeg i stedet skulle tage en HF. Det er nok en af de bedste beslutninger, jeg nogensinde har taget.«

Var det en svær periode?

»Nej, for selvom jeg ikke gennemførte gymnasiet i første omgang, fik jeg nogle super dejlige veninder, jeg stadig har kontakt med.«

»Jeg var jo afklaret med, at jeg vil være skuespiller, men da jeg kun var 16 år, var det for tidligt at hoppe ud i freelancelivet, og derfor startede jeg på HF – også for at komme med på nogle hytteture, introfester og alle de der andre ungdomsting, man jo skal, når man er ung.«

Hvordan var det at blive student i sommer?

»Jeg kan nærmest stadig ikke forstå, hvordan det lykkedes. Jeg var oppe i dansk, og min eksamen gik rigtig godt, så da jeg kom ud og fik huen på, begyndte jeg bare at græde af glæde.«

»Samtidig var jeg lidt bekymret for, hvad der skulle ske. Jeg havde sagt nej til nogle film, mens jeg tog min HF, så jeg vidste ikke, om jeg skulle ud og have et vuggestuejob, eller hvad der skulle ske – men en halv time efter min eksamen, fik jeg et opkald om, at jeg havde fået rollen på 'Smukkere'. Pludselig gav alt bare mening!«

Hvordan ser du i dag tilbage på din opvækst, der jo udefra set godt kan virke lidt omtumlet?

»Selvfølgelig var der udfordringen med gymnasiet, men det er ikke noget, der blænder for den opfattelse, jeg har af, hvor fantastisk givende det har været at gøre det, jeg gør. Jeg tænker kun tilbage på en fantastisk tid.«

Du er i gang med at lave filmen 'Smukkere', der får premiere til næste år. Hvad har du ellers af fremtidsplaner?

»Jeg skal lave to – måske tre – produktioner inden 2025, som jeg ikke må sige noget om endnu, og så har jeg et spændende job til næste år, som måske bliver til noget. Så der er en masse gode ting på vej. Jeg har travlt.«

Nu vinder du søndag aften 50.000 kroner for Lauritzens talentpris. Ved du egentlig, hvad de skal bruges på?

»Haha, det har jeg ikke besluttet endnu, men de skal da helt klart bruges på noget.«

Flora Ofelia Hofmann Lindahl.
Flora Ofelia Hofmann Lindahl. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix