For mange kan december være en stressende måned, men for 'Tinka'-stjernen Neel Rønholt betyder årets sidste måned ro og julehygge.
Hun har nemlig valgt at holde fri i december.
Det skriver BILLED-BLADET.
Den 41-årige skuespiller har haft stramt program i år, hvor hun blandt andet har medvirket i DR-programmet 'Optur' og tv-serien 'Sygeplejeskolen'.
Tidligt på året kunne tusindvis af danskere også se hende på det store lærred som Tommy Seebachs enke, Karen, i filmen 'Under stjernerne på himlen'.
Efter et kalenderår fyldt med projekter har Neel Rønholt gjort det til en tradition at lægge arbejdet til side, når julen banker på døren.
»Jeg har prøvet de seneste par år at planlægge mit arbejdsliv, så jeg kan holde fri i december,« fortæller hun til mediet.
Hun understreger samtidig, at valget ikke kun handler om julehygge, men også om hendes eget velvære.
Og selvom Neel Rønholt nyder december-roen, bliver 2026 alt andet end kedelig.
Til næste år tager hun nemlig et nyt skridt i karrieren.
Hun debuterer på revyscenen som en del af holdet i årets Tivolirevy.
I privaten danner Neel par med skuespiller Jens Frederik Sætter-Lassen, som hun har været sammen med i næsten 18 år.
Parret blev kærester på Statens Skuespillerskole, men kender hinanden helt tilbage fra gymnasietiden.
Sammen har de to døtre, og december bliver altså tid til både familie og julehygge.
Se parret til deres bryllup nedenfor

