»Det har været en rigtig lortesommer,« fortæller Jakob Åkerlind.
Den 35-årige skuespiller, der er aktuel i en ny sæson af 'Sygeplejeskolen', afslører, at han har brugt det meste af sommeren på først at være indlagt og komme sig efter et livsfarligt uheld.
»Det har fandme været en lortesommer,« gentager Jakob Åkerlind, da B.T. møder ham på et pressemøde for den sjette sæson af TV 2 Charlies populære serie.
Da de optager den nye sæson i maj, døjer han til at starte med 'kun' med et dårligt knæ, som han er kommet til skade med under en basketballkamp.
Men så bliver det sommer.
Danmark er med til EM i fodbold, og en aften er Jakob Åkerlind i byen med en kammerat for at se Danmarks landshold spille mod England.
Jakob Åkerlind mindes, hvordan det går galt på cykelturen hjem, da han på et tidspunkt kigger sig over skuldrene for at se efter sin kammerat.
»Da jeg kigger frem igen, rammer jeg en kantsten, der er for høj til, at mit cykeldæk kan komme over,« fortæller han.
Jakob Åkerlind flyver henover cykelstyret og lander så hans hoved slår ind i hans ene arm, der brækker.
I første omgang tror han ikke, det er mere end det, men da han tre dage senere pludselig ikke kan se ud af øjnene, bliver han sendt til hospitalet.
»Her ligger jeg i to uger. De finder ud af, at jeg har en hjerneblødning«, husker Jakob Åkerlind tilbage.
Han har tilmed fået en stor hjernerystelse, så i løbet af sommeren ligger han både indlagt på Bispebjerg hospital, på Rigshospitalet og på neurologisk afdeling i Glostrup.
Jakob Åkerlind har det i dag med sine egne ord 'normalt igen'.
Knæet, der først voldte problemer, kræver stadig en operation, men det er blevet udskudt, da han ikke må opereres i op til tre måneder efter hovedskaden.
Adspurgt om han reelt var i livsfare, svarer han:
»Ja, det tror jeg de (Lægerne, red) mener ret overvejende.«
Han tilføjer:
»Det værste er, at det er anden sommer i streg, hvor der er sket noget lort. Sidste år faldt jeg ned i et bålfad og skar en kæmpe flænge i min hæl, så jeg var på krykker i fire uger.«
De nåede at optage den nye sæson af 'Sygeplejeskolen' før hans cykelstyrt, så på den måde gik det hele op.
Under optagelserne havde han kun ondt i knæet - så der var det held i uheld, at hans karakter var sengeliggende, smiler han.
»Til gengæld var det en kæmpe udfordring at skulle holde sig vågen, når man spiller, at man ligger i koma. Det er varmt, og man har ingen replikker, så jeg tror, jeg faldt i søvn 30 gange den første dag, jeg skulle ligge der.«
For tiden er Jakob Åkerlind tilbage i 'Sygeplejeskolens'-studier, hvor de allerede er i fuld gang med at optage en kommende sæson syv.
Herefter er hans planer at tage ud og rejse henover vinteren, og - tilføjer han med et smil - forhåbentlig komme hjem i god behold.