For langt de flestes vedkommende, stak der ikke et armbåndsur ud under pelsdragten, da de danske vikinger gik i land i England for at hærge og plyndre.
Men en af moderne tiders bedst kendte portrætteringer af vikingerne, springer med syvmileskridt ind i urbranchen.
Den danske skuespiller Alex Høgh Andersen, der for mange nok er bedst kendt som Ivar The Boneless i TV-serien Vikings, bliver nemlig kreativ direktør i urfirmaet Nordgreen.
Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
'Med afsæt i sin erfaring med storytelling og visuel formidling skal han være med til at forme brandets æstetiske retning - fra content til produktudvikling,' lyder det i pressemeddelelsen.
'Jeg har altid været drevet af at skabe - og har længe været lige så optaget af det, der sker bag kulisserne, som det foran. Det er selve processen, der motiverer mig,' udtaler Alex Høgh Andersen i pressemeddelelsen.
Det danske urmærke Nordgreen blev stiftet tilbage i 2017.
