Ferie plejer at være en oplagt måde at genoplade hverdagsbatterierne. 

Men for influencer og skuespiller Simone Lykke har påskeferien budt på det modsatte, fortæller hun til Ekstra Bladet, inden premieren på filmen 'Super Mario Galaxy.'

Hun og familien er nemlig i gang med en stor renovering af deres lejlighed på fjerde sal. 

»Vi er i gang med at renovere hjemme hos os, og vi kører på tredje uge uden bad og toilet, så det har været ren overlevelse. Ej, vi har hygget os så meget. Jeg har haft påske med pigerne, for far har arbejdet,« siger hun til mediet. 

Simone Lykke indrømmer dog, at den største udfordring har været at skulle »tisse i en spand«, selvom det er hendes forlovede, Marcel Gottrup, der ifølge hende er mest presset. 

Parret var hinandens første kærester, hvor de har kendt hinanden siden folkeskolen. Efter 20 år uden kontakt fandt de hinanden igen på Facebook i 2019.

Sammen har de døtrene Palma og Wilma.

Simone Lykke er blandt andet kendt fra Netflix-thrilleren 'Kastanjemanden' og krimien 'Alfa'.