Dansk sangerinde deler nyt efter alvorligt hjertetilfælde: 'Reddede mit liv'
»Jeg kan ikke takke jer nok for den kærlighed, I har sendt min vej,« fortæller Susanne Georgi.

»Jeg kan ikke takke jer nok for den kærlighed, I har sendt min vej,« fortæller Susanne Georgi.

Kort efter sin 50-års fødselsdag blev Susanne Georgi, der er den ene halvdel af duoen Me & My, ramt af et alvorligt hjertetilfælde.
Nu deler hun nyt om den chokerende oplevelse.
»Jeg har det meget bedre, og jeg føler mig heldig over at være i live,« siger Susanne Georgi i en video, hun har delt på Instagram.
Her fortæller Susanne Georgi også, at hun er rørt over de mange beskeder og den megen opbakning, hun har fået, efter at hun blev ramt af hjertetilfældet 7. august.
»Jeg kan ikke takke jer nok for den kærlighed, I har sendt min vej,« fortæller hun.
I videoen, som Alt for Damerne også har beskrevet, sender Susanne Georgi en særlig tak til hospitalet i Barcelona, hvor hun blev behandlet, »for at redde mit liv«, som hun formulerer det.
Me & My-sangerinden fyldte 50 år 27. juli, men fortæller i videoen, at netop 7. august nærmest føles som en ny fødselsdag for hende efter det, hun gik igennem.
Selvom hun er ved at komme sig, antyder Susanne Georgi i videoen, at livet ikke bliver helt det samme som før hjertetilfældet:
»Jeg har en hjertesygdom, som jeg bliver nødt til at leve med,« fortæller hun.
Me & My måtte aflyse et show i Aalborg 22. august som følge af Susanne Georgis hjertetilfælde 15 dage forinden.
Gruppen, der udover Susanne Georgi består af hendes 52-årige storesøster, Pernille, er blandt andet kendt for hitsene 'Dub-I-Dub' og 'Baby Boy', der blev udgivet i 1995 på debutalbummet.
Senere har Me & My også udgivet albummerne 'Let The Love Go On' fra 1999 og 'Fly High' fra 2001.
Før Me & My optrådte søstrene som Super Sisters, hvor de blev børnestjerner.
I de senere år har Susanne Georgi desuden været en del af Luxembourgs delegation ved Eurovision Song Contest.
Selv deltog hun sammen med sin søster som Me & My i Dansk Melodi Grand Prix i 2007 med sangen 'Two Are Stronger Than One'.