Dansk rigmand overgår den britiske kongefamilie
Anders Holch Povlsen er den rigeste person i Skotland.

Anders Holch Povlsen er den rigeste person i Skotland.

Anders Holch Povlsen har opkøbt endnu et skotsk gods. I forvejen er han den privat person, der ejer mest land i Skotland.
Det vil sige, at Anders Holch Povlsen ejer flere ejendomme i Skotland end selv den britiske kongefamilie.
Men den danske rigmand kan godt bruge et mere.
I hvert fald har han nu købt ejendommen Kinross House Estate, som ligger en lille times kørsel fra Edinburgh. Det skriver TV 2.
»Købet reflekterer WildLands ambition om at skabe exceptionel gæstfrihed samtidig med en langsigtet ambition om at bevare natur, land og den arkitektoniske arv,« skriver Holch Povlsens skotske organisation WildLand ifølge mediet i en pressemeddelelse:
»Kinross House vil fortsat modtage gæster og forblive et sted at være, samles og opleve denne specielle del af Skotland.«
I forvejen ejede Anders Holch Povlsen ifølge Børsen over en procent af Skotland. Primært i form af jordbesiddelser i det skotske højland.
Ifølge BBC er han den rigeste person i Skotland, men det er ikke oplyst, hvad Holch Povlsen har givet for sit nyeste gods.