Du kender ham nok som frontmand i Ude Af Kontrol eller solo som rapperen Englando.
Men selvom sangene gerne handler om 'kokain og kællinger', så er rapperen Joachim Nicholas Rouse nu en gift herre.
I weekenden blev den 30-årige rapper nemlig smedet sammen med sin kæreste gennem godt 13 år, skønhedssalonejeren Jasmin Hersted.
Det bekræfter Joachim Nicholas Rouse overfor B.T.
»Det var helt magisk, og det gik lige som det skulle fra start til slut,« fortæller Ude Af Kontrol-rapperen, der dog hurtigt løfter sløret for en enkel svipser på den store dag.

»Vi skulle have været viet udenfor, men lige op til begyndte det at regnede, så vi rykkede indenfor – men det var jo lige så godt,« lyder det fra gommen.
Den bedste overraskelse var dog den, han selv havde planlagt sammen med sine tre forlovere til sin brud under brudevalsen.
»Jeg havde selv indspillet sangen til brudevalsen, hvor jeg sang Ed Sheeran – og så pludselig røg det over i noget Ude Af Kontrol, hvor mig og drengene havde en lille koreografi med,« røber Joachim Nicholas Rouse.
»Så det var et festligt indslag, jeg selv synes var ret nice,« lyder det med et grin.

I al fald stod brylluppet fredag i smukke rammer på Sonnerupgaard Gods i midtsjællandske Hvalsø.
»Det er lidt utraditionelt med en fredag, men vi kunne godt lide datoen – 2-5-2-5 – så det er lidt ocd,« forklarer Joachim 'Englando' Rouse.
2. maj 2025 gav han og hustruen Jasmin Hersted så endelig hinanden deres ja, efter godt 13 år som kærester frem og tilbage.
For to år siden gik Joachim 'Englando' Rouse nemlig på knæ og slog fast, at han allerede var sammen med kvinden i sit liv.
»Jeg friede for to år siden, og det gjorde egentligt bare fordi, jeg følte, det var det sidste, vi manglede for at lukke den helt af som familie, nu hvor vi har hus og to børn sammen og har været sammen så længe,« forklarer rapperen.
Sammen har han og hustruen den 10-årige søn Micas og den 3-årige søn Mason.
