Med intentioner om et hyggeligt nytår i Sydeuropa var den danske popstjerne Andreas Odbjerg og hans hustru Sabrina Ferguen rejst til Bilbao i slutningen af december.

Men det endte noget mere dramatisk end ventet for parret i Baskerlandet, da Andreas Odbjerg den 30. december pludselig måtte hastes til hospitalet.

Det skriver Odbjerg på sin Instagram-profil.

'Natten til den 30. december blev jeg hentet i ambulance på grund af en voldsom forgiftning – højest sandsynligt fra en ond østers,' skriver den 38-årige hitmager.

'Fuldstændig dehydreret blev jeg lagt i drop og indlagt i 12 timer,' fortsætter manden bag hits som 'Føler mig selv 100' og 'I morgen er der også en dag'.

Han understreger yderligere, at han er kommet ovenpå igen, og at han 'sætter pris på evnen til at optage væske som aldrig før'.

Ifølge Odbjerg havde han heldigvis sin kone ved sin side hele vejen igennem den ubehagelige oplevelse.

'Det er også i sådan nogle situationer, at det bliver meget tydeligt, hvor højt man er elsket og selv elsker tilbage,' afslutter han sit skriv.

Popstjernen og Sabrine Ferguen blev gift tilbage i 2023.