Lørdag eftermiddag, da Mads Langer gav koncert på Smukfest, opstod pludselig et både opsigtsvækkende og rørende øjeblik.

Midt i showet, midt imellem popstjernens egne sange, præsenterede han nemlig den 75-årige musiklegende Lars Muhl, der ellers blev indlagt i foråret med stærke smerter.

Lars Muhl, som især er kendt for 80'er-hittet 'Sjæl i flammer' kom ind på scenen siddende i en kørestol og sang til publikums store begejstring med på sit gamle nummer 'One More Minut'

Nu giver han til B.T. en opdatering på sin livssituation efter forårets indlæggelse, der desværre ikke er for god.

Mads Langer gav Lars Muhl et stort kram under koncerten på Smukfest. Foto: Kristian Dam Nygaard

»Indtil videre har man fortalt mig, at jeg ikke kommer til at gå og stå igen,« skriver Lars Muhl i en mail og tilføjer, at han trods alt holder hovedet højt:

»Men så må jeg jo køre eller simpelthen rejse mig og trodse dommen. Uanset hvad er jeg dybt taknemmelig for den hjælp jeg har fået og stadig får - og taknemmelig for livet i al sin smukke farverighed.«

Det var tilbage i marts, at Lars Muhl først mærkede stærke smerter i kroppen, hvorefter han slet ikke kunne bevæge sine ben.

Han blev indlagt og forklarede i et opslag på Facebook, at lægerne havde fundet et 'snit i et indre lag af hans hovedpulsåre' samt en blodansamling, der havde blokeret blodtilførslen til den del af rygsøjlen, der styrer benene.

Lars Muhl fotograferet tilbage i 2013. Foto: Kim Haugaard/Ritzau Scanpix

I april skrev han en ny opdatering, hvor det lød, at han nu var i gang med genoptræning, og i slutningen af juni blev han så udskrevet fra Vestdansk Center for Rygmarvsskade i Viborg.

Lars Muhl har flere gange været på scenen med Mads Langer og skriver til B.T. om deres samarbejde:

»Mads er ikke kun en eminent sanger og sangskriver, men et helt igennem integreret og ægte menneske. Derfor er det helt ligetil for mig at synge samnen med ham. De gange det er sket har det været en meget speciel og smuk oplevelse.«

Han tilføjer om de gange, han har været på scenen efter sin indlæggelse:

»Jeg anser ikke mine små optrædener som en tilbagekomst, men mere som en forlængelse af noget, der altid har været.«

Her kan du følge B.T.s livedækning af Smukfest.