Dansk musiker i stort karriereskift
Efter flere år med fuldt fokus på musikken er den unge sanger klar til at forfølge en helt anden drøm.

Efter flere år med fuldt fokus på musikken er den unge sanger klar til at forfølge en helt anden drøm.

Der bliver skruet ned for musikken hos det danske stjerneskud Lasse Skriver.
Det skriver Ekstra Bladet.
Den 22-årige sanger har nemlig valgt en helt ny karrierevej, og derfor bliver der mindre aktivitet på musikfronten i den kommende tid.
Det afslører den tidligere X Factor-deltager selv i en story på Instagram, hvor han fortæller, at han fra næste uge begynder på en fireårig uddannelse hos Falck.
»Jeg søgte ind, og regnede faktisk ikke med, at det lykkedes, men nu er jeg kommet ind. Jeg glæder mig som et lille barn, men det kommer også til at betyde, at der bliver lidt stille på musikfronten«, skriver han i opslaget.
Over for mediet fortæller Lasse Skriver, at ønsket om at hjælpe andre mennesker har fået ham til at tage springet ind i den nye branche.
Samtidig understreger han, at musikken fortsat fylder meget i hans liv.
Han har ingen planer om at lægge guitaren på hylden permanent, men erkender, at fokus den kommende tid bliver et andet.
Fans får dog én mulighed mere for at opleve ham på scenen, inden den nye hverdag for alvor begynder. I sensommeren drager han på en akustisk turné rundt i landet, hvor første stop er i Sønderborg den 3. september.
Lasse Skriver blev kendt i hele Danmark som blot 17-årig, da han medvirkede i sangprogrammet X Factor i 2022.
Selvom han ikke kom videre fra bootcampen hos Thomas Blackman, havde han allerede på det tidspunkt sikret sig et tilbud om en pladekontrakt med Sony. Siden har han arbejdet målrettet på at skabe sig en karriere som musiker.
Tidligere i år var han desuden blandt de otte artister, der kæmpede om sejren i Dansk Melodi Grand Prix.