'Min mentor, fra da jeg startede som dj, er taget herfra'.

Sådan skriver Lars 'Chief 1' Pedersen et mindeord på Facebook om den danske dj og hiphop-producer Henrik 'Phase 5' Marquart, der er død.

Det er vennen, producer Joakim 'Yo Akim' Hjejle, der mandag formiddag har delt den triste nyhed.

I et opslag på Facebook skriver han:

'Kære alle. Vores elskede kæreste, søn, bror, onkel og ven Henrik Phase 5 Marquart er her ikke mere. Omgivet af sin elskede familie og venner, tog han præcis Kl 5 mandag morgen, afsked men denne verden. Han vil aldrig blive glemt.'

Henrik Marquarts søster Lykke Marquart bekræfter ligeledes den triste nyhed på Facebook.

'Min bror, min ven, hele mit livs DJ. Tak for alt. Tak for alle de nætter, grinene, musikken og alle de minder, vi fik sammen gennem livet. Du var ikke bare min bror — du var min helt,' skriver hun blandt andet.

Rapperen Clemens begræder også tabet og hylder ham på Facebook for at have hjulpet ham frem i 1990'erne og som producer på flere af hans album.

En dødsårsag er ikke blevet offentliggjort.

Informationer om begravelse/bisættelse kommer senere, lyder det fra Joakim Yo Akim Hjejle.