Da den danske komiker Tobias Dybvad lagde vejen forbi den fynske by Bogense onsdag aften, tog hans show pludselig en uventet drejning.
Flere alarmer gik pludselig af blandt publikum og skabte først forvirring i salen, inden alvoren pludselig gik op for de fremmødte.
Det fortæller ejer af selskabslokalerne Fredskoven, hvor showet blev afholdt, Maria Juel, til B.T.
»Jeg troede først, det var en del af showet og lagde ikke så meget i det, indtil jeg havde hørt tonen et par gange,« siger hun.
De konstante lyde viste sig at være tre hjerteløberalarmer, der var gået af hos tre af de fremmødte tilskuere i den fyldte sal.
»Så vidste jeg, at det ikke var en del af showet, og Tobias kommenterede det også fra scenen, inden de tre så løb afsted,« forklarer Maria Juel.
En ambulance var hurtigt på stedet, hvor en person tilsyneladende havde hjerteproblemer, så de tre heltemodige gæster var tilbage i salen igen efter 15-20 minutter, forklarer Marie Juel.
Hun understreger, at det hele forløb meget udramatisk:
»Jeg nåede ikke at tænke så meget, og de andre i salen virkede også upåvirkede. De tre reagerede jo fuldstændig, som de skulle, da alarmerne lød,« siger hun.
I det hele taget tacklede Tobias Dybvad ifølge hende situationen meget »cool og professionelt« fra scenen.
»Han fik samlet det op på en pæn måde og hilste dem pænt velkommen igen, da de var tilbage,« forklarer hun.
I et skriftligt svar til B.T. giver komikeren heller ikke udtryk for, at alarmerne på nogen måde hylede ham ud af den - tværtimod:
'Mobiltelefoner kan jo godt forstyrre under et show - hjerteløbere må til gengæld ALTID forstyrre under mit show - de er megaseje!'
Tilstanden på personen, hvis hjerteproblemer fik alarmerne til at gå af, kender Maria Juel ikke.

