Jakob Svendsen må udskyde sin aktuelle turné.
Det skyldes, at den 45-årige standupkomiker har opdaget en fejl på sin hjerteklap og derfor skal opereres.
Det fortæller han mandag eftermiddag på sin Instagram-profil, hvor han i en video indleder med ordene:
»Nu kommer der lige en dårlig nyhed. Ærligt talt.«
Jakob Svendsen, der har været en del af den danske standupscene de sidste tyve år, fortæller videre, at han på et tidspunkt opdagede, at hans hjerte bankede uregelmæssigt.
I første omgang mente lægerne, at det var ufarligt, men nu viser det sig, at han har en fejl på en hjerteklap, forklarer han og tilføjer:
»Og det skal fikses nu!«
Derfor sætter han sin aktuelle turné på pause og skubber alle resterende shows til efteråret.
Han tilføjer, at man har fået besked, hvis ens show er rykket.
»Jeg er okay. Der er kompetente mennesker, der tager sig af det. Jeg skal lige igennem det her, og så ses vi på den anden side,« slutter han.
I kommentarsporet er det efterfølgende væltet ind med søde beskeder fra blandt andet flere komiker-kollegaer.
Blandt andet skriver Heino Hansen:
»Jeg fandt først ud af, hvor ligeglad jeg er med standup, da jeg hørte om det her. Du skal bare passe på Jakob for os«
Thomas Hartmann skriver:
»Jeg kan ikke udføre noget praktisk arbejde det næste stykke tid, for jeg skal krydse alle forhåndenværende fingre for at alt går som det skal.«
Se opslaget herunder:
