»I går gik min højt elskede morfar bort, og i dag kan jeg mærke, at der mangler en brik i mit liv. Som om familiebilledet ikke længere er helt.«
Sådan indleder komiker Christian Fuhlendorff sit seneste opslag på Facebook.
I opslaget er det tydeligt at fornemme, at komikeren ikke var klar til at sige farvel til sin elskede morfar endnu.
»Jeg nåede at holde dig i hånden, men havde jeg vidst, at det var nu, havde jeg aldrig sluppet,« skriver han i opslaget og fortsætter:
»Jeg vil savne dit smil, dine små kommentarer, den måde, du klør dig i håret på, de blikke, du stjæler af mormor, når hun ikke kigger, dit 'hej Christian, hvordan går det?',«
Til sidst i opslaget slutter Christian Fuhlendorff af med sætningerne: »Jeg er ikke klar til datid« og »jeg elsker dig højt.«
Hvis man lytter til komikerens podcast 'Hva så?!', er man heller ikke i tvivl om, at Christian Fuhlendorff havde et helt særligt forhold til sin morfar, som han har nævnt flere gange i podcasten.
I sit Facebook-opslag kommer komikeren også ind på bedsteforældrenes kærlighed. Her forklarer han blandt andet, at de dannede par i mere end 70 år.
Christian Fuhlendorff beskriver ligeledes, hvordan morfaren havde lovet komikerens mormor, at han »ikke ville forlade hende«.
Ifølge komikeren skyldtes det dog, at han ikke ønskede, at mormoren mødte en anden – hvorfor Christian Fuhlendorff i opslaget lover, at han vil forsøge at holde potentielle bejlere stangen.
