På landingsbanen i New Yorks lufthavn LaGuardia kolliderede et passagerfly med en brandbil for lidt over en uge siden.
Piloten og andenpiloten døde i den tragiske ulykke, mens 41 besætningsmedlemmer og passagerer blev bragt til hospitalet. Resten af flyets passagerer blev efterladt i chok.
Én af dem viser sig at være den danske dansestjerne Charlotte Jørgensen, skriver hun på Instagram.
'Jeg skylder mit liv til to tapre sjæle, kaptajn Antoine Forest og andenpilot Mackenzie Gunther, de ofrede sig selv, så vi andre kunne overleve … Jeg er i gæld til dem, og mine tanker er med deres familier,' skriver hun blandt andet.
Charlotte Jørgensen vandt verdensmesterskabet i standarddans med den tidligere 'Vild med dans'-dommeren Jens Werner i 1994.
Efterfølgende drog hun til USA, hvor hun i 2005 dansede sig til en andenplads med skuespilleren John O'Hurley i det amerikanske program 'Dancing with the Stars'.
På sin Instagram skriver danskeren videre, at den seneste uge har været hård.
'På aftenen følte jeg intet, da adrenalinen kørte rundt i min krop, men dagene efter har været hårde – fysisk, mentalt og emotionelt,' skriver hun og understreger, at hun er hjemme, samt at der bliver slået ring om hende.
'Jeg er taknemmelig for al kærligheden, jeg har modtaget, og jeg sender jer alle et ekstravarmt kram.'
Videre takker hun sin 'Dancing with the Stars'-familie for omsorg.

