Han stod på filmsettet i Jordan. Prøvede at tage det hele ind. Men da han så Esben Smed med bind for øjnene blive ført ned gennem den lange gang, så skuespilleren brutalt blive kylet ind i væggen, knækkede hans egen film. Han brød sammen. Hulkende.
»For pludselig kan jeg se, at sådan har det formentlig set ud i virkeligheden,« siger Daniel Rye om scenen i 'Ser du månen, Daniel'. Som for en halv million danskere var et spændingsdrama. Men for ham var hans liv, der udspillede sig. Hans mareridt.
Daniel Rye er blevet 34 år gammel. Er blevet en far med tre sønner. En sød kæreste. Et hus uden for Aarhus. Sådan én, der glad cykler med ungerne i ladcyklen og vinker til alle de andre forældre.
Men for ti år siden var han en ung og idealistisk fotograf, som blev taget til fange af Islamisk stat i Syrien.
13 måneder var han i deres vold. Brutale vold. Før han blev frigivet.
Nu sidder han på sit forlag, hvor plakater af hans nye bog pryder væggene. 'Nærmest fri' hedder den. Med undertitlen 'Min vej ud af mørket'.
For det er dét, den handler om. Om at kæmpe med mareridt og ufærdige billeder i hjernen. Om at finde sig selv igen.
»Men jeg ser ikke de sidste ti år af mit liv som værende et mareridt. Langtfra. For mig er et mareridt at hænge ned fra loftet i en tilstand, hvor man hellere vil være død end levende. Dét er et mareridt for mig,« siger Daniel Rye, som – hvis han selv skal komme med et bud – mener, at han er godt på vej ud af mørket.
Selvom der har været bump på den.
»Det har hjulpet, at jeg ikke har pakket det væk. At jeg har været så åben om det,« siger han med reference til Puk Damgaards bog. Til filmen. Dokumentarer. Interviews.
Om at lægge det hele frem. Hænge det op på væggen med en slags stolthed over trods alt også at have været på en fantastisk rejse som menneske.
Brutale henrettelser
Men bumpene har han ikke kunnet styre. De er kommet udefra, har pustet til de traumer, som han bærer på. Især i de første år, hvor krigens gru stadig fyldte sendefladen i den vestlige verden. Ikke mindst med Islamisk stats brutale henrettelser. For rullende kameraer. Og transmitteret til hele verden.
Den skæbne overgik også fem af Daniel Ryes cellekammerater kort tid efter, at han selv var blevet frigivet.
Den amerikanske journalist James Foley var den første. En scene, der også indgår i filmen 'Ser du månen, Daniel'. Hvor Esben Smeds reaktion er at skrige i vrede og frustration.
»For det er jo sådan, at folk forestiller sig, man vil reagere, når man ser sin kammerat blive halshugget. Men jeg var lettet,« siger Daniel Rye helt roligt. Og uddyber.
Én af de ting, som hans fangenskab lærte ham, var nemlig at frakoble sig selv følelsesmæssigt, for at kunne være i og overleve sit mareridt.
Så Daniel Rye analyserede og samlede brikker. Og netop omkring henrettelserne, havde han samlet så mange brikker, at billedet tegnede sig klart omkring Islamisk stats 'procedure'.
Nemlig at den medfange, der bevidnede halshugningen, to uger senere ville være den næste i rækken, der sad på knæ i orange fangedragt ude i ørkenen.
»Jeg havde selv prøvet at blive ført ud i ørkenen og set en henrettelse. Så da jeg så James Foley, vidste jeg, at han var den, der var allermest heldig. Tænkte, nu har han endelig fået fucking fred.«
»Så den, jeg havde ondt af, var Steven (Sotloff, red.), for han havde lige stået og set James Foley blive halshugget, blev nu ført tilbage til cellen og så kunne han sidde der og klø røv i 14 dage, indtil han og David (Haines, red.) blev hentet,« beskriver Daniel Rye.
En 'procedure' som i de forgangne år har været et af de bump, han har mødt på sin vej.
Febervildelse
Der bliver færre og færre af dem. Og de bliver mindre og mindre. Men de er der. Og kan opstå, når Daniel Rye har behov for at fylde nogle af sine brikker ud.
Hvilket var, hvad der skete, da han i 2018 befandt sig i Jordan på optagelserne til 'Ser du månen, Daniel'. Og så dem udspille sig. Nogle af de brikker han kun havde haft som en fantasi i sit hoved.
»Jeg ved ikke, hvor mange timer jeg har brugt på at finde de billeder fra det børnehospital, jeg var på i starten, for det var dér, det var allerværst.«
»Der var jeg i en tilstand, hvor min hjerne ikke fungerede, fordi jeg ikke fik nok væske eller føde,« siger han om det tidligere børnehospital i Aleppo, som ISIS brugte som fangelejr.
»Jeg har jo set syner, været i en febervildelse, så hvordan fanden så der ud på det sted? Det har jeg været interesseret i for at udfylde nogle af de blanke brikker oppe i mit hoved. Og det skete der,« fortæller Daniel Rye.
Pludselig kunne han se, at sådan så det formentlig ud i virkeligheden. Lydene gav mening, stedet gav mening, vagternes og fangernes tøj gav mening.
»Så at være i det i virkeligheden og i levende live, at gå ind i den korridor, der for mig har været præget af så meget frygt og usikkerhed – for det var den, vi skulle igennem for enten at forhøres, tortureres eller bare på toilettet – var en kulmination af al den tvivl, fornægtelse og nysgerrighed, jeg har haft.«
Roen over at have udfyldt de brikker har han haft lige indtil for en uge siden. Hvor CNN offentliggjorde en lækket overvågningsvideo fra netop selvsamme hospital.
Filmet samme år, som Daniel Rye var fange dér. Filmet i selvsamme korridor. Hvor Daniel Rye havde haft sine værste mareridt.
»Dér stod jeg på en hvid badestrand på Mols og badede med min familie, da et opkald fortalte mig om videoen. Hvor man kan se fanger hænge ned fra loftet, blive tortureret i stresspositioner. Se de umaskerede vagter, der går rundt og hilser på hinanden eller står i rundkreds og fælles-torturerer et andet menneske. Jeg kiggede fuldstændig ind i min egen fucking hverdag,« fortæller Daniel Rye om videoen, som nu indgår i amerikanernes jagt på bødlerne.
Traumebearbejdelse
Nogle vil måske mene, at han skulle have ignoreret videoen. Koncentreret sig om sin familie. Om nuet.
Men for at blive nærmest fri – som han trods alt er i dag – har det været vigtigt for ham at konfrontere sine mareridt. Få brikkerne fyldt ud.
For jo mere samlet de bliver, jo mere hel bliver han. Som selvstændigt individ. Efter at andre har ejet hans liv.
»At se videoen var en ekstrem oplevelse. Ligesom at stå på filmsettet og se det hele blive til virkelighed. Men måske er det dér, hvor traumebearbejdelse bliver allermest effektiv. Når vi genkalder traumet,« siger han og opsummerer sin vej ud af mørket. Dét, der har fået ham til at skrive bogen.
»Dét, jeg har oplevet, har fyldt langt mere, end jeg selv har villet anerkende. Og har været overalt, for det har også været det mest præsenterede element i nyhedsmedierne i de følgende år. Noget at det mest visuelle set længe.«
»Så for at kunne være i det og være et almindeligt menneske, kræver det at kunne frakoble sig selv følelsesmæssigt fra den store uhyggelige verden, lægge sig selv i koma rent følelsesmæssigt.«
»Tage en dag ad gangen. Og kun tage tingene frem, når der er en anledning til det. Og plads i livet til det.«
'Nærmest fri' er netop udkommet på Politikens Forlag
