Han var på vej ud af døren, da et prik på skulderen fik ham til at vende sig om. Manden, han lige havde tilbragt de sidste fire timer med, havde lige ét enkelt sidste spørgsmål.
»Jeg havde lyst til at skrige af grin samtidig med, at jeg havde lyst til at græde, til at pande ham én,« fortæller Daniel Rye. Om hans reaktion på dét spørgsmål, han fik stillet af den mand, der havde gjort hans liv til et helvede på jord. Hans bøddel.
'Hvis jeg skriver til dig, vil du så svare?', spurgte Alexanda Kotey.
I sin nye bog 'Nærmest fri' beskriver den i dag 34-årige Daniel Rye sin vej ud af det mørke, der omgav ham i de traumatiske efterdønninger af at have været gidsel.
En rejse, han klart vil beskrive som succesfuld. Ikke mindst fordi han fra starten har valgt at tale åbent om sin traumatiske oplevelse. Stille op og bidrage, når der var brug for det.
Og det har der ofte været.
På de ni år, der er gået, siden han blev frigivet fra ISIS' fangenskab, har han utallige gange været afhørt af såvel CIA og FBI som de britiske og danske efterretningstjenester.
Afhøringer, der ofte centrerede sig om hans fangevogtere i Syrien.
Blandt dem var nemlig de fire militante ISIS medlemmer, der gik under betegnelsen 'The Beatles'. Som ikke alene var berygtede for deres henrettelser, men også langt mere brutale i deres tortur, og blandt andet benyttede sig af elektrochok, waterboarding og falske henrettelser.
Og blandt dem ham, der i ni år havde optrådt i alle hans mareridt. Ham, de kaldte Jihadi George. Alexanda Kotey.
'Mørkemænd. Stanken af parfume. Deres stemmer, som jeg genkender. De slår David, så James, Steven, Alan, John, Peter… Jeg ved nøjagtig, hvordan de hver især lyder, når de får tæsk. Jeg er et æsel, en hund, en idiot, fangevogterne leger med. De sniger sig ind på mig. Jeg ser dem som en sværm af dæmoner bag mig. Jeg falder sammen. Mit liv er slut nu, jeg har ikke flere chancer. Jeg skriger…..' (Uddrag fra bogen af et af Daniel Ryes tidlige mareridt)
En god spændingsfortælling
»Mine mareridt har været et meget godt billede på min underbevidsthed. På hvor min historie ligger, når jeg ikke kan flygte fra den. Når jeg ikke kan styre den selv,« forklarer Daniel Rye, som ikke mindst under coronapandemien mistede kontrollen over den.
Fordi det i den periode ikke var muligt at holde foredrag. Og dermed lukke dæmonerne ud i det fri. Til alle dem, for hvem Daniel Rye var en fascinerende historie.
»En Hollywood-sensation med et gidseldrama, en løsesum, terrorister, halshugninger og terrororganisationer. Det er virkelig opskriften på en god spændingsfortælling.«
Som han selv havde hovedrollen i.
Men noget væsentligt skete sidste sommer. Hvor FBI endnu en gang havde hidkaldt Daniel Rye.
I 2018 havde amerikanerne nemlig langt om længe fundet og taget to af Daniel Ryes bødler til fange. To af Beatlerne. Alexanda Kotey og El Shafee Elsheikh.
Nu skulle sidstnævnte – som blev kaldt Jihadi Ringo – endelig for retten. Med Daniel Rye i vidneskranken.
'Skyldig' lød dommen fra juryen. I alle anklagepunkter.
Få uger senere var det Alexanda Koteys tur. Jihadi George.
Men i modsætning til Elsheikh havde han på forhånd tilstået alle anklagepunkter og manglede kun strafudmåling.
Fængsel på livstid lød den. For 'uhyggelige, voldelige og umenneskelige gerninger' som dommeren beskrev dem.
Mødet med bødlen
Omend – tilføjede han – Alexanda Kotey trods alt havde udvist en grad af anger over sine gerninger og tilbudt at møde sine ofre og deres pårørende.
Og det var dét møde, som Daniel Rye med frygten siddende i maven havde sagt ja til sidste sommer. Et fire timer langt møde med sin bøddel.
»På dagen var jeg pisseskræmt og bange. Bange for, at min insisteren på at konfrontere det uhyggelige og svære ville ende med at tage overhånd.«
»Jeg var bange for, om jeg retraumatiserede mig selv i en helt ekstrem grad ved at gøre det,« husker Daniel Rye, som deltog i mødet sammen med sit 'medgidsel', den franske fotojournalist Pierre Torres.
'Min krop spændte op. Pulsen steg. Rolig, rolig. Tag dig sammen. Han må ikke se, at han påvirker dig', beskriver Daniel Rye i bogen sin reaktion, da han trådte ind i rummet, hvor hans bøddel sad i grøn fangedragt. Og et smil.
Blev paf
Fire timer sad de der. I et møde der på mange måder var grænseoverskridende. Grotesk. Akavet.
Og da det var slut, prikkede Koteys advokat Daniel Rye på skulderen. Hans klient – Daniels bøddel – havde lige et spørgsmål mere.
'Daniel, hvis jeg skriver til dig, tror du så, at du vil svare?'
Han blev paf.
»Allerede tidligt i mit gidselforløb følte jeg, at jeg nærmest var en karakter i en utroværdig spændingsroman,« fortæller Daniel Rye og fortsætter:
»Nu stod jeg pludselig midt i historien igen, sad foran den bøddel, der havde haft den største plads i mit hoved, traumer og mareridt.«
»Så at sidde foran ham, og han så slutter af med at spørge, om vi kan skrive breve sammen?« siger Daniel Rye og ryster på hovedet.
»Jeg havde lyst til at skrige af grin samtidig med, at jeg havde lyst til at græde, til at pande ham en.«
Alligevel sagde han ja. Ja, det tror jeg godt, at jeg vil.
»Hvis en manuskriptforfatter havde skrevet den scene, havde det været så mærkeligt og akavet,« indrømmer Daniel Rye.
»Men det giver jo god mening, at han gerne vil have en at skrive med. For han kommer til at sidde i et hul i jorden resten af sine dage.«
»Så det er klart, at han prøver at holde fast i et eller andet, for hans familie gider nok ikke skrive med ham.«
Derfor sagde Daniel Rye ja. Men han gjorde det også, fordi han vidste, at noget havde ændret sig indeni ham selv. Og havde gjort det siden retssagerne mod de to bødler tidligere på året.
Kæmpe lettelse
»At en amerikansk autoritet i form af en dommer nærmest kigger ned på mig og siger: 'Daniel, du gjorde det rigtige, og du blev udsat for en forbrydelse. Det er vigtigt, at du husker det'. De ord betød meget, kunne jeg mærke.«
»For den oplevelse har jeg i hvert fald ikke fået herhjemme fra nogen autoriteter, og derfor har jeg skullet lære at frasige mig en eller anden form for skyld. Så på mange måder var mødet med Alexanda Kotey en kæmpe lettelse,« siger Daniel Rye. Og smiler.
Mange års mareridt har ændret karakter. Er blevet til drømme. Hvor Daniel Rye er helten. For, som han siger:
»Pludselig er mig, der har magten. For det er dem, der er taget til fange. Og mig, der er fri.«
Foreløbig har Alexanda Kotey ikke skrevet til Daniel Rye.
'Nærmest fri' er netop udkommet på Politikens forlag
