15 millioner kroner kostede det at købe ham fri. Han er lykkelig og taknemmelig over, at det i al hemmelighed lykkedes at indsamle pengene. At han i dag er i live. Men én ting nager ham.

»At pengene er gået til den organisation, at jeg er skyld i deres økonomiske succes, dét har jeg haft det svært med,« siger Daniel Rye.

Ni år er der gået siden, at han som ung fotograf efter 13 måneders fangenskab med tortur og frygt, endelig blev købt fri. Og skulle indlede en ny rejse. For at genfinde sig selv.

»Jeg skulle lære mig selv at blive selvstændigt individ igen. For jeg følte, at de mennesker, der havde været med til at betale mig ud, var dem, der ejede mit liv,« beskriver han.

En af de ting, Daniel Rye har måttet slås med, siden han for ni år siden blev frigivet fra Islamisk stat, har været skyldfølelse og dårlig samvittighed.
En af de ting, Daniel Rye har måttet slås med, siden han for ni år siden blev frigivet fra Islamisk stat, har været skyldfølelse og dårlig samvittighed. Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

I sin nye bog 'Nærmest fri: Min vej ud af mørket' fortæller den nu 34-årige Daniel Rye om livet på godt og ondt i de ni år, der er gået. Om at finde fodfæstet og sig selv igen.

Og et af bumpene på vejen har været skyldfølelsen og den dårlige samvittighed. Ikke mindst overfor sin familie.

»Jeg tror, at det ville være psykopatisk, hvis jeg ikke havde en skyldfølelse. Men min dårlige samvittighed har været rettet mod de mennesker, som jeg var med til at udsætte for en traumatisk oplevelse.«

»Først og fremmest min familie, min kæreste, mine søskende. Men også nogle af de mennesker, der har sat deres liv på spil for at finde mig og få mig ud af Syrien,« forklarer Daniel Rye og indrømmer, at det især sled på ham i starten.

»Lige da jeg kom hjem var det selvfølgelig hårdt at betragte, hvordan det havde påvirket de mennesker, jeg holdt af.«

»Men i dag er jeg overrasket over, at det ikke har påvirket dem mere, end det har. Og over, hvor positivt det også har påvirket dem,« siger han om sin familie. Og smiler.

Kameler at sluge for familien
For han er ikke i tvivl om, at han ved selv at være meget åben om sin tid som gidsel i såvel Puk Damgaards bog, som spillefilmen og en dokumentar, har bidraget til deres proces.

»Det har tvunget mine forældre til at skulle sætte ord på deres del. For der hvor jeg kommer fra, er det ikke naturligt at hænge sit beskidte vasketøj ud til tørre. Tværtimod,« forklarer Daniel Rye, som oprindelig er fra Give i Sydjylland.

»Så jeg tror, at der har været nogle kameler at sluge for min familie. Men jeg vil gå så langt som at sige, at jeg ikke tror, at nogen af os har fortrudt det. For jeg har også skubbet lidt til dem.«

Hans liv har taget en drejning, efter at han er kommet hjem. Både professionelt og privat.

Daniel Rye er stadig fotograf, men at rejse til krigszoner og konfliktområder er ikke længere noget, han kaster sig ud i. Her har han fundet nye og sikrere mål.

Men den største – og måske vigtigste – drejning er den private.

Kærlighed med bump
Da Daniel Rye i 2013 blev taget til fange af Islamisk stat, var kæresten Signe én af dem, der ventede hjemme.

Men uvisheden og frygten under hans 13 måneders fangenskab sled så meget på hende, at forholdet brast, da han vendte hjem.

To år senere fandt de sammen igen, har været det siden. Og er tilmed blevet forældre. Til hele tre sønner.

Kærlighed med bump kalder Daniel Rye forholdet til sin kæreste Signe, som han her ses med til gallapremieren på filmen 'Ser du månen, Daniel'.
Kærlighed med bump kalder Daniel Rye forholdet til sin kæreste Signe, som han her ses med til gallapremieren på filmen 'Ser du månen, Daniel'. Tariq Mikkel Khan

»Det er en kærlighedshistorie fyldt med bump. Men når vi kigger på vores børn, når vi oplever noget, der ikke er lige så sjovt, som det kunne have været, er det altid i skyggen af alt det andet, vi har været igennem sammen,« siger Daniel Rye og fortsætter:

»Så Signe og jeg er på mange måder en slags soldaterkammerater, og det tror jeg ikke nødvendigvis, at jeg ville have været foruden.«

»Det bekræfter os bare i, at der måske er meget godt dér, hvor vi er,« siger Daniel Rye, som ikke gruer for den dag, hvor han skal fortælle sine tre små sønner historien om det mørke kapitel i sit liv.

»For langt hen ad vejen bliver jeg formentligt meget skuffet over, hvor lidt de kommer til at interessere sig for det. Sådan er det med børn. Deres forældre er ikke altid lige så interessante som dem, der hænger på plakater på deres værelser,« smiler han.

Ikke flygte fra traume
De 13 måneder af hans liv har fyldt meget. Har sat sine spor. Og han ved, at han sandsynligvis aldrig bliver mere end 'Nærmest fri'.

Men også at det er godt nok. Og at hvert et lille skridt tæller.

»Da jeg blev løsladt, advarede mange mig mod, at jeg formodentlig ville crashe på et tidspunkt. Som om folk ikke købte ind på, at jeg alt taget i betragtning havde det o.k. Som om det skulle ødelægge mig.«

»Præcis derfor har jeg haft ekstrem meget fokus på, at det ikke skulle ske, at jeg ikke skulle flygte væk fra det, som er mit traume,« siger Daniel Rye og fortsætter:

»Så hvordan jeg har det, er meget fra dag til dag. Jeg kan have gode dage og knap så gode dage. Men alfa og omega er, hvordan jeg formår at være i min hverdag, og der føler jeg, at jeg er relativt stabil.«

Han smiler.

»Min kæreste vil sikkert sige, at det svinger, men jeg er der for mine børn og lytter for det meste til dem, når de snakker til mig.«

»Så jeg er det bedst tænkelige sted, man kan forestille sig ud fra dét, jeg har været igennem.«

'Nærmest fri: Min vej ud af mørket' er netop udkommet på Politikens forlag

»Jeg havde selv prøvet at blive ført ud i ørkenen og set en henrettelse. Så da jeg så James Foley, vidste jeg, at han var den, der var allermest heldig«Daniel Rye var lettet over at se sin ven blive halshugget: Jeg vidste, at nu fik han endelig fucking fred

Han stod på filmsettet i Jordan. Prøvede at tage det hele ind. Men da han så Esben Smed med bind for øjnene blive ført ned gennem den lange gang, så skuespilleren brutalt blive kylet ind i væggen, knækkede hans egen film. Han brød sammen. Hulkende.

»For pludselig kan jeg se, at sådan har det formentlig set ud i virkeligheden,« siger Daniel Rye om scenen i 'Ser du månen, Daniel'. Som for en halv million danskere var et spændingsdrama. Men for ham var hans liv, der udspillede sig. Hans mareridt.

Daniel Rye er blevet 34 år gammel. Er blevet en far med tre sønner. En sød kæreste. Et hus uden for Aarhus. Sådan én, der glad cykler med ungerne i ladcyklen og vinker til alle de andre forældre.

Men for ti år siden var han en ung og idealistisk fotograf, som blev taget til fange af Islamisk stat i Syrien.

13 måneder var han i deres vold. Brutale vold. Før han blev frigivet.

Nu sidder han på sit forlag, hvor plakater af hans nye bog pryder væggene. 'Nærmest fri' hedder den. Med undertitlen 'Min vej ud af mørket'.

For det er dét, den handler om. Om at kæmpe med mareridt og ufærdige billeder i hjernen. Om at finde sig selv igen.

»Men jeg ser ikke de sidste ti år af mit liv som værende et mareridt. Langtfra. For mig er et mareridt at hænge ned fra loftet i en tilstand, hvor man hellere vil være død end levende. Dét er et mareridt for mig,« siger Daniel Rye, som – hvis han selv skal komme med et bud – mener, at han er godt på vej ud af mørket.

Selvom der har været bump på den.

»Det har hjulpet, at jeg ikke har pakket det væk. At jeg har været så åben om det,« siger han med reference til Puk Damgaards bog. Til filmen. Dokumentarer. Interviews.

Om at lægge det hele frem. Hænge det op på væggen med en slags stolthed over trods alt også at have været på en fantastisk rejse som menneske.

Brutale henrettelser
Men bumpene har han ikke kunnet styre. De er kommet udefra, har pustet til de traumer, som han bærer på. Især i de første år, hvor krigens gru stadig fyldte sendefladen i den vestlige verden. Ikke mindst med Islamisk stats brutale henrettelser. For rullende kameraer. Og transmitteret til hele verden.

Den skæbne overgik også fem af Daniel Ryes cellekammerater kort tid efter, at han selv var blevet frigivet.

Den amerikanske journalist James Foley var den første. En scene, der også indgår i filmen 'Ser du månen, Daniel'. Hvor Esben Smeds reaktion er at skrige i vrede og frustration.

»For det er jo sådan, at folk forestiller sig, man vil reagere, når man ser sin kammerat blive halshugget. Men jeg var lettet,« siger Daniel Rye helt roligt. Og uddyber.

Én af de ting, som hans fangenskab lærte ham, var nemlig at frakoble sig selv følelsesmæssigt, for at kunne være i og overleve sit mareridt.

Så Daniel Rye analyserede og samlede brikker. Og netop omkring henrettelserne, havde han samlet så mange brikker, at billedet tegnede sig klart omkring Islamisk stats 'procedure'.

Nemlig at den medfange, der bevidnede halshugningen, to uger senere ville være den næste i rækken, der sad på knæ i orange fangedragt ude i ørkenen.

»Jeg havde selv prøvet at blive ført ud i ørkenen og set en henrettelse. Så da jeg så James Foley, vidste jeg, at han var den, der var allermest heldig. Tænkte, nu har han endelig fået fucking fred.«

»Så den, jeg havde ondt af, var Steven (Sotloff, red.), for han havde lige stået og set James Foley blive halshugget, blev nu ført tilbage til cellen og så kunne han sidde der og klø røv i 14 dage, indtil han og David (Haines, red.) blev hentet,« beskriver Daniel Rye.

En 'procedure' som i de forgangne år har været et af de bump, han har mødt på sin vej.

Febervildelse
Der bliver færre og færre af dem. Og de bliver mindre og mindre. Men de er der. Og kan opstå, når Daniel Rye har behov for at fylde nogle af sine brikker ud.

Hvilket var, hvad der skete, da han i 2018 befandt sig i Jordan på optagelserne til 'Ser du månen, Daniel'. Og så dem udspille sig. Nogle af de brikker han kun havde haft som en fantasi i sit hoved.

»Jeg ved ikke, hvor mange timer jeg har brugt på at finde de billeder fra det børnehospital, jeg var på i starten, for det var dér, det var allerværst.«

»Der var jeg i en tilstand, hvor min hjerne ikke fungerede, fordi jeg ikke fik nok væske eller føde,« siger han om det tidligere børnehospital i Aleppo, som ISIS brugte som fangelejr.

»Jeg har jo set syner, været i en febervildelse, så hvordan fanden så der ud på det sted? Det har jeg været interesseret i for at udfylde nogle af de blanke brikker oppe i mit hoved. Og det skete der,« fortæller Daniel Rye.

Pludselig kunne han se, at sådan så det formentlig ud i virkeligheden. Lydene gav mening, stedet gav mening, vagternes og fangernes tøj gav mening.

»Så at være i det i virkeligheden og i levende live, at gå ind i den korridor, der for mig har været præget af så meget frygt og usikkerhed – for det var den, vi skulle igennem for enten at forhøres, tortureres eller bare på toilettet – var en kulmination af al den tvivl, fornægtelse og nysgerrighed, jeg har haft.«

Roen over at have udfyldt de brikker har han haft lige indtil for en uge siden. Hvor CNN offentliggjorde en lækket overvågningsvideo fra netop selvsamme hospital.

Filmet samme år, som Daniel Rye var fange dér. Filmet i selvsamme korridor. Hvor Daniel Rye havde haft sine værste mareridt.

»Dér stod jeg på en hvid badestrand på Mols og badede med min familie, da et opkald fortalte mig om videoen. Hvor man kan se fanger hænge ned fra loftet, blive tortureret i stresspositioner. Se de umaskerede vagter, der går rundt og hilser på hinanden eller står i rundkreds og fælles-torturerer et andet menneske. Jeg kiggede fuldstændig ind i min egen fucking hverdag,« fortæller Daniel Rye om videoen, som nu indgår i amerikanernes jagt på bødlerne.

Traumebearbejdelse
Nogle vil måske mene, at han skulle have ignoreret videoen. Koncentreret sig om sin familie. Om nuet.

Men for at blive nærmest fri – som han trods alt er i dag – har det været vigtigt for ham at konfrontere sine mareridt. Få brikkerne fyldt ud.

For jo mere samlet de bliver, jo mere hel bliver han. Som selvstændigt individ. Efter at andre har ejet hans liv.

»At se videoen var en ekstrem oplevelse. Ligesom at stå på filmsettet og se det hele blive til virkelighed. Men måske er det dér, hvor traumebearbejdelse bliver allermest effektiv. Når vi genkalder traumet,« siger han og opsummerer sin vej ud af mørket. Dét, der har fået ham til at skrive bogen.

»Dét, jeg har oplevet, har fyldt langt mere, end jeg selv har villet anerkende. Og har været overalt, for det har også været det mest præsenterede element i nyhedsmedierne i de følgende år. Noget at det mest visuelle set længe.«

»Så for at kunne være i det og være et almindeligt menneske, kræver det at kunne frakoble sig selv følelsesmæssigt fra den store uhyggelige verden, lægge sig selv i koma rent følelsesmæssigt.«

»Tage en dag ad gangen. Og kun tage tingene frem, når der er en anledning til det. Og plads i livet til det.«

'Nærmest fri' er netop udkommet på Politikens Forlag