15 millioner kroner kostede det at købe ham fri. Han er lykkelig og taknemmelig over, at det i al hemmelighed lykkedes at indsamle pengene. At han i dag er i live. Men én ting nager ham.
»At pengene er gået til den organisation, at jeg er skyld i deres økonomiske succes, dét har jeg haft det svært med,« siger Daniel Rye.
Ni år er der gået siden, at han som ung fotograf efter 13 måneders fangenskab med tortur og frygt, endelig blev købt fri. Og skulle indlede en ny rejse. For at genfinde sig selv.
»Jeg skulle lære mig selv at blive selvstændigt individ igen. For jeg følte, at de mennesker, der havde været med til at betale mig ud, var dem, der ejede mit liv,« beskriver han.
I sin nye bog 'Nærmest fri: Min vej ud af mørket' fortæller den nu 34-årige Daniel Rye om livet på godt og ondt i de ni år, der er gået. Om at finde fodfæstet og sig selv igen.
Og et af bumpene på vejen har været skyldfølelsen og den dårlige samvittighed. Ikke mindst overfor sin familie.
»Jeg tror, at det ville være psykopatisk, hvis jeg ikke havde en skyldfølelse. Men min dårlige samvittighed har været rettet mod de mennesker, som jeg var med til at udsætte for en traumatisk oplevelse.«
»Først og fremmest min familie, min kæreste, mine søskende. Men også nogle af de mennesker, der har sat deres liv på spil for at finde mig og få mig ud af Syrien,« forklarer Daniel Rye og indrømmer, at det især sled på ham i starten.
»Lige da jeg kom hjem var det selvfølgelig hårdt at betragte, hvordan det havde påvirket de mennesker, jeg holdt af.«
»Men i dag er jeg overrasket over, at det ikke har påvirket dem mere, end det har. Og over, hvor positivt det også har påvirket dem,« siger han om sin familie. Og smiler.
Kameler at sluge for familien
For han er ikke i tvivl om, at han ved selv at være meget åben om sin tid som gidsel i såvel Puk Damgaards bog, som spillefilmen og en dokumentar, har bidraget til deres proces.
»Det har tvunget mine forældre til at skulle sætte ord på deres del. For der hvor jeg kommer fra, er det ikke naturligt at hænge sit beskidte vasketøj ud til tørre. Tværtimod,« forklarer Daniel Rye, som oprindelig er fra Give i Sydjylland.
»Så jeg tror, at der har været nogle kameler at sluge for min familie. Men jeg vil gå så langt som at sige, at jeg ikke tror, at nogen af os har fortrudt det. For jeg har også skubbet lidt til dem.«
Hans liv har taget en drejning, efter at han er kommet hjem. Både professionelt og privat.
Daniel Rye er stadig fotograf, men at rejse til krigszoner og konfliktområder er ikke længere noget, han kaster sig ud i. Her har han fundet nye og sikrere mål.
Men den største – og måske vigtigste – drejning er den private.
Kærlighed med bump
Da Daniel Rye i 2013 blev taget til fange af Islamisk stat, var kæresten Signe én af dem, der ventede hjemme.
Men uvisheden og frygten under hans 13 måneders fangenskab sled så meget på hende, at forholdet brast, da han vendte hjem.
To år senere fandt de sammen igen, har været det siden. Og er tilmed blevet forældre. Til hele tre sønner.
»Det er en kærlighedshistorie fyldt med bump. Men når vi kigger på vores børn, når vi oplever noget, der ikke er lige så sjovt, som det kunne have været, er det altid i skyggen af alt det andet, vi har været igennem sammen,« siger Daniel Rye og fortsætter:
»Så Signe og jeg er på mange måder en slags soldaterkammerater, og det tror jeg ikke nødvendigvis, at jeg ville have været foruden.«
»Det bekræfter os bare i, at der måske er meget godt dér, hvor vi er,« siger Daniel Rye, som ikke gruer for den dag, hvor han skal fortælle sine tre små sønner historien om det mørke kapitel i sit liv.
»For langt hen ad vejen bliver jeg formentligt meget skuffet over, hvor lidt de kommer til at interessere sig for det. Sådan er det med børn. Deres forældre er ikke altid lige så interessante som dem, der hænger på plakater på deres værelser,« smiler han.
Ikke flygte fra traume
De 13 måneder af hans liv har fyldt meget. Har sat sine spor. Og han ved, at han sandsynligvis aldrig bliver mere end 'Nærmest fri'.
Men også at det er godt nok. Og at hvert et lille skridt tæller.
»Da jeg blev løsladt, advarede mange mig mod, at jeg formodentlig ville crashe på et tidspunkt. Som om folk ikke købte ind på, at jeg alt taget i betragtning havde det o.k. Som om det skulle ødelægge mig.«
»Præcis derfor har jeg haft ekstrem meget fokus på, at det ikke skulle ske, at jeg ikke skulle flygte væk fra det, som er mit traume,« siger Daniel Rye og fortsætter:
»Så hvordan jeg har det, er meget fra dag til dag. Jeg kan have gode dage og knap så gode dage. Men alfa og omega er, hvordan jeg formår at være i min hverdag, og der føler jeg, at jeg er relativt stabil.«
Han smiler.
»Min kæreste vil sikkert sige, at det svinger, men jeg er der for mine børn og lytter for det meste til dem, når de snakker til mig.«
»Så jeg er det bedst tænkelige sted, man kan forestille sig ud fra dét, jeg har været igennem.«
'Nærmest fri: Min vej ud af mørket' er netop udkommet på Politikens forlag
