Komiker Dan Andersen er blevet far for anden gang.
Efter »en fuldstændig vanvittig kraftpræstation« hjemme i stuen nedkom hans kæreste, Cille, med parrets andet barn: En søn, der har fået navnet Pilou Albus.
Det afslører Dan Andersen i et opslag på Instagram.
Her viser den guitarspillende komiker en række billeder af den nyfødte søn i armene på familien, ikke mindst sin storesøster, parrets toårige datter Elva.
»Jeg har aldrig set noget så vildt og stærkt, og jeg er simpelthen så stolt af min mega seje kæreste,« skriver den 45-årige komiker, der røber, at fødslen foregik med fødekar derhjemme.
»Storesøster havde også glædet sig og blev så glad for at se ham.«

Komikeren har i flere interview og på de sociale medier åbenhjertigt fortalt, at parret har været i fertilitetsbehandling grundet dårlig sædkvalitet.
Dan Andersen har dannet par med sin Cille siden 2018, og i foråret 2022 blev de forlovede.
Og nu er de officielt en familie på fire.
Herunder kan du se opslaget, hvor Dan Andersen afslører de lykkelige nyheder.
