Fredag aften er den kendte kok Claus Meyer mødt op til premieren på 'Vild med dans'.
Hans svigersøn Dulfi Al-Jabouri danser nemlig i årets sæson med Malene Østergaard – men Claus Meyer selv har tre gange tidligere takket pænt nej tak til at danse i TV 2-programmet.
»Livet er jo fuld af prioriteringer. Og det der med lige at hive tre måneder ud af kalenderen for at stå og danse for åben skærm. Jeg kan godt lide det, men jeg har ikke kunnet finde ud af at prioritere det endnu,« forklarer tv-kokken til den fremmødte presse.
Det er dog noget tid siden, at Claus Meyer sidst fik tilbuddet om at kridte danseskoene på TV 2.
Men han forsikrer altså, at han har masser af rytme i kroppen, hvis han nu skulle blive bidt af at se sin skuespiller-svigersøn i danseprogrammet og dermed ændre mening, hvis TV 2 skulle hive fat i ham igen.
»Alt kan ske!« lyder det med et grin fra Claus Meyer.
Han og Dulfi Al-Jabouri har da også udviklet et tæt forhold, siden den 32-årige 'Underverden'-skuespiller fandt sammen med tv-kokkens ældste datter, den 26-årige Elvira Meyer.
For Dulfi Al-Jabouri har udover skuespillet også et talent for madlavning.
Ikke mindst skulle der være en ny sæson på vej af hans madprogram på TV 2, hvor han inviterer danske rappere til at lave fornem mad med gourmetkokke.
Men det er altså ikke en af årsagerne til, at Claus Meyer og Dulfi Al-Jabouri i tide og utide optræder på hinandens sociale medier.
Det er ikke undervejs, at du skal være med i hans madprogram 'Madholdet'?
»Nej, nej, men vi laver da mad sammen en gang imellem! Han passer grillen! Og det er han god til, han er virkelig god til at grille!« siger Claus Meyer.
Han får ikke lov at komme helt med ind i køkkenet så?
»Jo, jo! Han laver noget af det vigtigste, det er at grille kødet og grøntsagerne, det er pisse svært jo over åben ild! Det er meget nemmere at stå inde i køkkenet og varme suppen op og saucen, så han er virkelig god i et køkken!«
Kan han finde ud af at danse også?
»Vi danser også i køkkenet nogle gange, når vi vasker op! Han har rytme – og selvtillid!« lyder de sidste rosende ord fra Claus Meyer, inden svigersønnen skal på dansegulvet for første gang i 'Vild med dans'-premieren.
Claus Meyer afviste i øvrigt at snakke om det nylige gensalg af hans livsværk Meyers.
Læs mere om det HER.