Claus Holm hastet på hospitalet: Opereret i hjertet
'Det har været nogle hårde dage,' lyder det fra tv-kokken.

'Det har været nogle hårde dage,' lyder det fra tv-kokken.

De senere år har Claus Holm gennemgået en større forvandling med både kost, vægt og livsstil, efter han var med i TV 2-programmet 'Fem fede kokke'.
Men der er én ting, som den 56-årige tv-kok stadig kæmper med. Noget, der forrige fredag endnu en gang sendte ham på hospitalet.
Claus Holm har nemlig problemer med hjertet, og det har flere gange gjort, at han har oplevet hjerteflimmer.
Det samme skete tidligere på måneden, har han skrevet i et længere opslag på Facebook.
'Livet er smukt, skønt og levende. Det giver, og det tager. Nogle gange synes vi, det er fantastisk, andre gange føles det uretfærdigt,' starter opslaget fra den 14. juni ud.
'For mig har de sidste syv dage været hårde,' fortsætter det.
Claus Holm forklarer, hvordan han først blev hentet med ambulance derhjemme, da noget ikke var, som det plejede at være. Herefter blev han kørt afsted på Svendborg Sygehus.
'Fredag blev jeg igen opereret i hjertet,' uddyber han, efterfulgt at en hjerte-emoji, der brækker over i to.
Claus Holm forklarer i sit opslag, at han håber, at han nu kan komme videre.
'Det har været nogle hårde dage, hvor man bliver tvunget ned i tempo. Dage, hvor man må gentænke livet og sig selv. Være taknemmelig. Finde en ny vej. Det skal jeg i hvert fald.'
Tv-kokken uddyber, at han nu skal acceptere, at sin hjerteflimmer er noget, han skal lære at leve med.
'Jeg er ved at lære at tage ét stykke af kagen - ikke hele kagen. At nyde det ene stykke. Det gælder egentlig også livet.'
Det er ikke første gang, at Claus Holm er afsted på hospitalet i forbindelse med hjerteflimmer. Det skete også så sent som tilbage i april.