
Skal Brian Riemer fyres som landstræner, hvis Danmark ikke kvalificerer sig til VM?
B.T. har spurgt en række kendte danske landsholdsfans, og her er budskabet klart.
Torsdag aften venter den første af to mulige skæbnekampe for Danmark.
Efter efterårets fejlslagne forsøg på direkte kvalifikation til sommerens VM-slutrunde, skal Danmark nu ud i en playoff runde, hvor man torsdag aften møder Nordmakedonien.
DBU valgte allerede i efteråret at forlænge landstræner Brian Riemers kontrakt til sommeren 2028, men spørgsmålet er, om han alligevel kan blive siddende på posten, hvis vi misser VM?
»Nej,« lyder det resolut fra podcastvært og mangeårig sportskommentator Claus Elming.

»Jeg er generelt ikke for at fyre folk efter kort tid, men hvis Danmark fejler VM-kvallen efter et uhyggeligt nemt program, så er der noget, der ikke rimer længere,« fortsætter han og tilføjer:
»Det var pinligt nok, at vi ikke kunne slå Hviderusland (Belarus, red.) på hjemmebane eller få point i Skotland (I efterårets to sidste kvalifikationskampe, red.). Kan vi ikke slå Nordmakedonien, så er det ud med Brian og ind med Morten Olsen.«
Podcastvært og deltager i tv-programmer som 'Bachelorette', 'Vild med dans' og 'Fear Factor', Mette Sommer, mener, at landsholdet har sat sig selv under helt unødvendigt pres.
»Vi skulle bare have kvallet os til VM allerede i hjemmekampen mod Belarus. Der kan man diskutere, om det var den rigtige disposition ikke at starte i stærkeste opstilling,« udtaler hun med henvisning til, at Brian Riemer sparede karantænetruede profiler som Joachim Andersen og Victor Froholdt.

»Det endte med at koste dyrt, og nu har vi kniven for struben mod endnu en på papiret overkommelig modstander,« fortsætter hun.
Mette Sommer mener, at Danmark har haft så gode muligheder for at kvalificere sig til VM, at det må koste, hvis det ikke lykkes.
»Han (Brian Riemer, red.) er i sidste ende manden med ansvaret. Det ville være en kæmpe skuffelse for dansk fodbold at misse så store muligheder, og derfor må det nok også koste Riemer jobbet.«
Den mangeårige 'Årgang 0'-profil, Rachel Ellebye, fortæller, at hun selv kommer til at sidde klar i Parken torsdag aften og heppe Danmark frem til sejr.

Hun håber på det bedste, men tilføjer:
»Selvom jeg er stor FCK'er, hvor Brian Riemer også tidligere har været involveret, kan jeg måske have svært ved at se ham fortsætte, hvis ikke vi kommer til VM.«
Rachel Ellebye understreger, at det ikke kun er træneren, men også spillernes ansvar.
»Jeg håber, Danmark går videre, og så må vi se, om landsholdet er med eller uden Riemer efterfølgende,« tilføjer hun.

Brian Riemer har dog også sine trofaste støtter.
Podcastvært Thomas Skov mener, at Brian Riemer selvfølgelig skal fortsætte som landstræner, uanset om Danmark kommer med til VM eller ej.
»Det er en uskik at fyre folk i flæng,« slår han fast.
Vinder Danmark over Nordmakedonien, venter endnu en playoff kamp mod enten Tjekkiet eller Irland, før VM-billetten endelig er i hus.
Der er kampstart i aften 20:45, og du kan som altid følge slagets gang her på bt.dk.
