Claes Bang oplevede i sin skoletid noget, som de fleste børn frygter.
Den 58-årige skuespiller, der blandt andet er kendt for sin internationale hovedrolle i Netflix-serien 'Dracula', blev nemlig udsat for grov vold i folkeskolen.
Det fortæller han i den seneste udgave af Euroman ifølge ALT.dk, hvor han beskriver en episode, som han stadig bærer traumer fra.
»Jeg fik en ordentlig røvfuld klø i folkeskolen. Jeg var egentlig ikke i slagsmål, for jeg blev bare banket gul og blå, og jeg forstår stadig ikke helt, hvad fanden der skete.«
»Jeg var uenig med en fyr i min klasse om et eller andet og pludselig lå jeg ude på græsset, og han smaskede mig,« siger Claes Bang.
Videre beskriver han, hvordan overfaldet medførte et trykket luftrør, revnede ribben og blå mærker over hele kroppen.
Oplevelsen står stadig klart for skuespilleren, som fortæller, at han oplevede det som ydmygende, også fordi flere af skolens elever så på, mens han blev tæsket og intet kunne gøre.
Der fremgår ikke, hvad der skete med eleven, der begik overfaldet.

