Nu venter et nyt kapitel med beskidte fingre, køkkenhave og dyr.

Det gør der i hvert fald for sangeren Christopher og hans hustru, Cecilie Haugaard, som har kastet sig ud i et fælles gårdeventyr.

Sammen med Jannick og Martin Lyneborg-Lindberg, der står bag modelbureauet Le Management, har de købt en stor gård i Nordsjælland.

Det oplyser de på instagram profilen Grønnegården, som allerede har omkring 60.000 følgere.

»Vi er to familier, der har købt en bondegård, og hvis vi skal være helt ærlige, så aner vi ikke helt, hvad vi laver,« lyder det på Instagram-profilen Grønnegården.

Men manglende erfaring skal tilsyneladende ikke stå i vejen for de store planer.

De fire kendisser drømmer om et langsommere liv med højt til loftet, dyr, grøntsager fra egen køkkenhave og lange sommeraftener.

»Vi har masser af drømme, meget lidt erfaring og en ukuelig tro på, at man godt må lave fejl og lære undervejs,« skriver de.

Se og Hør har fundet frem til boligen, som har kostet 12,5 millioner kroner.

Ejendommen ligger på en grund på mere end 11 hektar og har både egen sø og en stor have.

Boligen er på mere end 210 kvadratmeter, fordelt på to etager og fire værelser.

Derudover følger en større erhvervsejendom med i handlen.

Sælgerne er den tidligere olympiske guldvinder Victor Feddersen og hans hustru, som kort forinden havde købt gården for 11,75 millioner kroner.