Siden Christiane Schaumburg-Müller Åxman i 2021 stoppede som vært på 'Vild med dans', har det været begrænset, hvor meget man har set hende på tv.

Hun drømmer om et tv-comeback og har fået flere tilbud, men det har ikke været de rigtige, fortæller hun.

43-årige Christiane Schaumburg-Müller Åxman har for tiden mange bolde i luften som influencer og iværksætter med blandt andet eget vin- og tøjfirma.

Hun har derudover fuldt hus på privatfronten, hvor hun bor sammen med sin og manden, investor Daniel Åxmans fire sammenbragte børn.

»Der er gået hverdag i den. Men vi sørger også for at holde gang i romantikken,« fortæller hun fredag aften til Elle Awards, da den fremmødte presse spørger, hvordan det går med hendes ægteskab.

»Vi nyder hverdagen, og for os er madlavning blandt andet en kæmpe ting. Det elsker vi at gøre sammen, og så lægger vi 24 timers pasning af ungerne ind i løbet af året,« tilføjer hun.

Christiane Schaumburg-Müller Åxman.
Christiane Schaumburg-Müller Åxman. Anthon Unger

Men siden hun altså takkede af som vært på 'Vild med dans' i 2021, har man kun sporadisk kunne følge hende på tv.

Ud over en medvirken i Viaplays kendis-rejseprogram 'The Journey' i 2023, har den tidligere tv-profil ikke lavet meget tv.

Christiane Schaumburg-Müller Åxman fortæller, at hun de sidste par år har sagt nej til flere forskellige tilbud.

»Det har været deltager- og nogle rejseprogrammer, som ikke har passet ind i forhold til at være meget væk fra familien,« forklarer hun og fortsætter:

»Jeg er lidt splittet mellem, om jeg skal lave noget helt jordnært ude i naturen eller være vært på noget dejligt stort. Det ene udelukker jo ikke det andet, men så mange store liveprogrammer, er der heller ikke tilbage.«

Her tænker hun på TV 2's forestående lukning af 'Vild med dans' og tilføjer:

»Jeg tror ikke, at 'Vild med dans' hurtigt bliver erstattet af noget, der også har noget glimmer og glamour – men man kan håbe, at det sker.«

Hun slår fast:

Christiane Schaumburg-Müller Åxman.
Christiane Schaumburg-Müller Åxman. Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

»Jeg er ikke færdig med at lave tv. Jeg vil rigtig gerne lave tv igen – og kommer også til at lave tv igen. Det rigtige program har bare ikke budt sig endnu.«

Hun tilføjer:

»Jeg kan godt lide at være afsender på noget glimmer og glamour. Der er jo masser af quizzer, men jeg synes også, at Danmarks befolkning fortjener noget, der giver noget stjernestøv.«

Forleden afholdt TV 2 en afskedsreception for, alle der har medvirket i 'Vild med dans' gennem tiden.

Christiane Schaumburg-Müller Åxman var med og fortæller, at det var en overvældende oplevelse at møde så mange velkendte ansigter.

»Jeg har mange tanker omkring, at det slutter nu,« fortæller hun og fortsætter:

»Men man skal slutte, mens legen er god. Jeg kan forstå, at de slutter på gode seertal (Alt er relativt, men seertallene er i dag halveret i forhold til storhedstiden, red.) og det er på mange måder godt, at det slutter med et godt minde.«

Hun tilføjer, at hun skal ind og overvære 'Vild med dans'-semifinalen, og der vil hun tage den endelige afsked.