Ejer og ceo for et konglomerat, buddhist og champagneproducent.
Det er blot nogle af de titler, Christian Stadil går rundt med.
Og nu kan han så tilføje ejer af en 527 kvadratmeter stor atombunker i Odense til visitkortet.
Det skriver TV 2 Fyn.
Helt konkret er det selskabet Apocalypse Now ApS, ejet af Christian Stadil, som har smidt de tre millioner på bordet.
For den sum får de 36 rum godt gemt under jorden, som ifølge mægler Max Klinkby-Silver fra Nordicals, kan modstå en atombombe med samme kraft som den, der i 1945 blev smidt over Hiroshima.
Ifølge Nordicals, der altså har været mægler på bunkeren, har der været stor interesse hos potentielle købere fra både ind- og udland, og Apocalypse Now ApS meldte sig hurtigt som interesserede.
»Det understreger selvfølgelig, at vi har haft med en unik ejendom at gøre, der har talt ind i nogle af de aktuelle tendenser, vi ser i samfundet,« fortæller partner hos Nordicals Odense, Jens Mårtensen.
TV 2 Fyn har talt med en af Christian Stadils medarbejdere, som fortæller, at han ikke har nogen kommentar til købet.
Dermed står det altså heller ikke klart, hvad milliardæren vil bruge bunkeren til.
