Christian Kjær har fået brug for hjælp.

Den 81-årige rigmand er nemlig nu så ramt på balancen som følge af sin Parkinsons, at han søger to personer, der kan ledsage ham rundt til sine forskellige aktiviteter og rejser. 

Det fortæller hans kone Susan Astani til B.T.

»Balancen bliver jo i hvert fald ikke bedre med alderen, og han er snart 82 år og er allerede faldet et par gange op og ned ad trapperne og på badeværelset,« siger Susan Astani ærligt.

»Han siger selv, at han – fra dengang han red – ved, hvordan han skal falde, så han ikke kommer til skade, men det har jeg ikke lyst til at teste,« lyder det med et grin.

Susan Astani og tidligere kammerherre Christian Kjær til Dronning Margrethes 70-års fødselsdag med gallaforestilling på Det Kongelige Teater.
Susan Astani og tidligere kammerherre Christian Kjær til Dronning Margrethes 70-års fødselsdag med gallaforestilling på Det Kongelige Teater. Casper Christoffersen/Ritzau Scanpix

»Jeg vil bare passe på ham, så han ikke går i stykker,« tilføjer hun kærligt.

Heldigvis er Christian Kjær også indforstået med, at der nu bliver rakt ud efter hjælp til ham i dagligdagen.

»Christian vil jo ikke gå på kompromis med sine aktiviteter og sin livskvalitet. Han er ude af huset hver dag, ude at spise og svømme, og han elsker stadig at rejse,« fortæller Susan Astani.

Finansmanden Christian Kjær fotograferet på markerne omkring hjemmet Sandbjerggard i Hørsholm. Kjær ejer flere heste, men rider ikke længere selv.
Finansmanden Christian Kjær fotograferet på markerne omkring hjemmet Sandbjerggard i Hørsholm. Kjær ejer flere heste, men rider ikke længere selv. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Susan Astani joker da også med, at Christian Kjær aldrig selv har hverken knappet sin skjorte eller bundet sine sko.

»Christian har jo altid haft hjælp, så det er ikke noget nyt for ham, men nu er det lidt mere nødvendigt, så han ikke falder,« forklarer Susan Astani.

Som mor til snart tre teenagebørn, er der også allerede nok at se til for den 54-årige læge, der ikke altid kan være ved sin mands side.

»Og så er jeg ikke fysisk stærk nok. Det kan være en udfordring for mig at hjælpe ham ud af poolen for eksempel, når der er glat.«

Christian Kjær er gift med Susan Astani, som han har sønnen Alexander med. Den i dag 12-årige søn er rigmandens hovedarving, der blandt andet også får Skærbæk Plantage, hvor familien har ønsket at bo.
Christian Kjær er gift med Susan Astani, som han har sønnen Alexander med. Den i dag 12-årige søn er rigmandens hovedarving, der blandt andet også får Skærbæk Plantage, hvor familien har ønsket at bo. Søren Bidstrup

Men som læge ved hun, at en forringet balance bør tages alvorligt.

»Jeg har jo set det meget på hospitalet, at de ældre er faldet og har brækket hoften, gennemgået en operation og så går det bare den forkerte vej. Den risiko vil jeg ikke tage,« forklarer Susan Astani.

Susan Astani har ligeledes delt et opslag på Facebook, hvor hun søger efter to personer, som 'kan bo hos os og give min dejlige mand en hjælpende hånd til hverdag'.

Men hvordan arbejdstiden og lønnen skal være, det afhænger altså af hvem, der søger, siger Susan Astani til B.T.

»Det skal være nogen, som følger os fast, da vi rejser meget,« forklarer hun dog.

Snart går turen dog hjem til Danmark igen, når både solen og en snarlig retssag kommer.

Christian Kjær har nemlig sagsøgt sin søn, Philip Kjær, som den 81-årige rigmand til stort postyr har gjort arveløs. Læs mere om det HER.