Det er slut med samarbejdet mellem Christian Kjær og hans tidligere bank, Nordea.
Og de to er ikke skiltes som gode venner.
Det gør den parkinsonsramte rigmand meget klart i sin nye TV 2-dokumentar 'Christian Kjærs sidste vilje'.
Banken har nemlig, ifølge Christian Kjær, sået tvivl om, hvor mange af hans økonomiske beslutninger, der bliver taget under fri vilje.
»Situationen er den, at de har troet, jeg var dement fra Nordeas side. De har skrevet et brev til mig, at jeg skriver under tvang,« lyder det fra Christian Kjær i dokumentaren.
Det sker, fordi banken angiveligt tror, at rigmanden har fået demens, noget han selv benægter og gør klart, at for hans skyld kan banken bare ringe til hans neurolog, hvis de er i tvivl om hans helbred.
I dokumentaren fortæller Christian Kjærs kone, Susan Astani, at banken tror, det er hende, der tager alle de økonomiske beslutninger, så de gavner hende bedst.
»De påstår, at alt hvad han giver til mig, det er under tvang og ikke af hjertet. De har skrevet, som om Christian er skør, og jeg er kriminel, der misbruger situationen, som om jeg er en tilfældig fra gaden,« fortæller Susan Astani, der har været gift med Christian Kjær siden 2014.
De to har også sønnen Alexander på 11 år.
»Jeg er vild med min kone, det erkender jeg, men det er ikke ensbetydende med, at hun kan bestemme noget som helst. Jeg kan gøre, hvad jeg vil med mine penge,« lyder det fra Christian Kjær om anklagen om, at konen skulle styre hans formue.
Det hele er ifølge Christian Kjær endt med et skarpt formuleret brev til Nordea, hvor han ophæver samarbejdet og vil have sine penge væk fra banken.
»Jeg vil ikke have noget med dem at gøre. Jeg vil have alle pengene flyttet. Jeg vil ikke engang ringes op,« lyder det i dokumentaren.
TV 2 har forelagt kritikken til Nordea, som ikke har villet kommentere sagen med henvisning til tavshedspligt.
'Christian Kjærs sidste vilje' kan ses på TV 2 Play og sendes onsdag aften på TV 2.