Det var som om, at et kollektivt traume blev rippet op på ny, da Christian Eriksen i testkampen mod Ukraine søndag pludselig gik i græsset. 

Som så mange andre danskere, så DR-værten Josefine Høgh også med, da den voldsomme episode udspillede sig for rullende kameraer. 

Det samme gjorde hun tilbage i 2021, da Eriksen under Danmarks første EM-kamp i Parken faldt om mod Finland med et hjertestop. Efter episoden fik han indopereret en ICD-enhed.

Dengang dækkede Josefine Høgh kampen fra et studie for DR. 

Josefine Høgh vat vært til EM i 2021 fra DRs studie i Fælledparken.
Josefine Høgh vat vært til EM i 2021 fra DRs studie i Fælledparken. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Hun var derfor gæst i mandagens udgave af 'Aftenshowet', hvor hun satte ord på den chokerende oplevelse, skriver Billedbladet.

»Jeg kunne også mærke, hvordan det var i går. Det var voldsomt,« lød det fra en berørt Josefine Høgh:

»Jeg dækkede det professionelt dengang, men vi kan alle sammen huske, hvor vi var, da vi så det eller oplevede det. Det har gjort et indtryk på os alle sammen, og det gjorde det også på mig. Jeg var meget berørt af det dengang, og det var jeg også i går,« tilføjede hun.

Den 36-årige Josefine Høgh venter sit andet barn med Lasse Sjørslev. Parret er i forvejen forældre til datteren Molly.