En betændt retssag mellem den tidligere 'løve' Jan Lehrmann og hans partner Christian Yding er afsluttet.
Virksomheden Vuffeli, der sælger hundefoder, fik den største investering nogensinde i programmet 'Løvens hule' historie, da Jan Lehrmann gav hele tre millioner kroner for 10 procent af virksomheden.
Siden gik samarbejdet dog i hårdknude, og Christian Yding blev bortvist fra virksomheden og sagsøgt.
Men nu har Christian Yding altså vundet sagen og Jan Lehrmann og de andre partnere skal betale sagens omkostninger.
Af dommen fremgår det, at Christian Yding ikke kunne bortvises. Derudover får Christian Yding lov til at beholde sine aktier i firmaet, som Jan Lehrmann og den resterende partnergruppe ellers mente at have ret til at købe af ham til væsentlig lavere pris end værdiansættelsen.
»Jeg er glad og lettet over at have vundet sagen, selvom det har været utroligt hårdt personligt og økonomisk. Dommen viser, at de ikke havde ret til at bortvise mig, og at jeg må beholde alle mine aktier.«
»De skal desuden betale sagens omkostninger. Nu vil jeg fokusere på, hvad der skal ske fremadrettet,« skriver han til B.T.
B.T. har tidligere beskrevet konflikten mellem parterne, der udsprang af et privat lån fra Christian Yding til firmaet.
Ifølge Yding skulle Vuffeli indkøbe et større lager, så virksomheden var klar til den kundestorm, som de forventede efter deltagelsen i 'Løvens Hule'. Pengekassen var dog tom, blandt andet grundet 'due diligence'-processen, som trak i langdrag, fortalte Yding.
Christian Yding så ingen andre muligheder end selv at låne virksomheden 700.000 kroner rentefrit til driften under forudsætning af, at pengene blev betalt tilbage senere. Desuden stod han sammen med Mads Gleitze Smith, der havde overtaget titlen som direktør, for at optage endnu et lån hos en tredje part på 1,5 millioner kroner.
Men da pengene senere blev tilbagebetalt – efter Christian Ydings forklaring med tilsagn fra Mads Gleitze Smith – gik det galt.
Balladen endte med, at Lehrmann meddelte Yding, at man ønskede at købe ham ud af virksomheden, og at det grundet hans brud på ejerkontrakten kunne gøres til en værdiansættelse på 20 millioner kroner fratrukket 50 procent – altså væsentligt lavere end den værdiansættelse på 30 millioner kroner, som var udgangspunkt for Lehrmanns investering i 'Løvens hule'.
Det nægtede Christian Yding, og derfor endte sagen i retten.
Til Berlingske uddyber Christian Yding dommen.
Selvom han har vundet sagen, mente retten nemlig også, at Yding kunne have ageret smartere.
Københavns byret siger i dommen, at den samlede bestyrelse ikke blev informeret om de private lån.
Og det erkender Christian Yding, at han godt kunne have gjort mere for at forklare resten af bestyrelsen.
»Set i bakspejlet skulle jeg have informeret bedre om de økonomiske forhold i virksomheden. Det ville jeg helt klart gøre om, hvis jeg kunne,« siger han til Berlingske.
Hvordan fremtiden ser ud for Christians rolle i Vuffeli er stadig uklar.
Ifølge ham selv skal han nu finde ud af, hvordan og i hvilken grad han kan være med på rejsen.
I en udtalelse til Berlingske fortæller Jan Lehrmann, at han er tilfreds med rettens afgørelse.
»Vi er tilfredse med denne afgørelse, da retten finder, at Christian Yding igen og igen har misligholdt vores aftaler væsentligt. Retten finder også, at Christian, hans misligholdelse til trods, grundet teknikaliteter, kan forblive aktionær i selskabet. Vi er naturligvis uenige i den sidste del af konklusionen.
»Vuffeli er inde i en rigtigt god udvikling og ønsker nu arbejdsro. Vi har ikke yderligere kommentarer til sagen,« skriver Jan Lehrmann på vegne af sig selv og de tre andre sagsøgere.