Rollen kom dog ikke uden betydelige nerver og ondt i maven i månedsvis.
»Jeg ved ikke, hvad der er med det her år. Jeg skal åbenbart helt ud af min comfort zone,« griner Chief 1 og remser op:
»Jeg får en fantastisk kæreste, jeg laver en musical, noget jeg aldrig havde regnet med, jeg skulle lave, og så bliver jeg lige pludselig ringet op og spurgt, om jeg vil være med i ‘Klovn’.«
»Jeg er begyndt at stole på universet,« siger Chief 1.
Fra han blev spurgt, om han ville medvirke, til optagelserne startede, gik der nogle måneder. Og det var ikke helt nemme måneder for musikproduceren, der begyndte at tvivle på sig selv.
»Jeg tænkte, hvad nu hvis jeg stinker? Og hvad hvis de kigger på mig og tænker: Hold kæft, det var en dårlig idé - jeg kom pludselig på glatis,« forklarer Chief 1 og tilføjer:
»Jeg tænkte fuck det går helt galt det her, og jeg havde ondt i maven i flere måneder.«
Da optagelserne først gik i gang, blev hans frygt dog gjort til skamme.

»Der gik ikke mere end 10 minutter, så var jeg helt afslappet, og det var en kæmpe oplevelse. De var så søde og omsorgsfulde,« siger Chief 1 med henvisning til Casper Christensen og Frank Hvam, der som bekendt er bagmændene bag ‘Klovn’.
Chief 1 var med i afsnit to af 10. sæson. I afsnittet ser man, hvordan han har skrevet en rap, som Frank skal synge i den film, han og Casper er ved at optage på Nordisk Film med titlen ‘Weekendfar til fire’.
Projektet går dog i vasken, fordi Frank ikke just er den fødte rapper, og da det i stedet er Casper, der skal overtage rappen, udvandrer Chief 1 for at tage til FCK-kamp.
I slutningen af afsnittet ser Casper og Frank deres snit til at tage pis på produceren, som har fortalt dem, at han er hjerteløber.
Det udnytter duoen ved at sende en alarm fra en hjertestarter på en fans med en masse Brøndby-fans samlet - og det ender selvfølgelig galt.
»Dagen efter det blev sendt, kigger folk på en ny måde på en. Der er nogle brøndbyfans, der har grint lidt af mig, og jeg interesserer mig slet ikke for fodbold.«
»Men det er pissesjovt at gøre noget, ingen regner med. Det var fantastisk at være med,« siger Chief 1.