Om ikke alt for længe er det tid til at fejre jul nok en gang.

Men hvis Cecilie Becks venner og familie gik og håbede på, at der ville ligge store gaver fra tv-værten under juletræet i år, så kan de godt tro om. Faktisk kommer der slet ikke til at ligge noget som helst fra hende.

Det fortalte hun torsdag aften, hvor hun var en af gæsterne ved Danish Music Awards. 

'Afsløringen' kom i forbindelse med en snak om en anden sag, nemlig det flåtbid hun fik, som gav hende borrelia.

»Jeg har det fint. Jeg nåede aldrig at få det dårligt. Jeg opdagede heldigvis sådan en rød plamage, som udviklede sig konstant over en uges tid, og så tænkte jeg: 'Ej, jeg må hellere lige blive tjekket'.«

Og jeg kunne forstå, at det var din bror …

»Ja, det var faktisk min bror (der sagde, at det lignede et flåtbid, red.). Jeg tænkte, at det var en mærkelig edderkop eller et eller andet, der havde bidt mig, jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke tænkte flåter, og han arbejder ved Falck og sagde med det samme: 'Det ligner flåt det der'.«

Så der er en lidt større julegave hans vej i år eller?

»Overhovedet ikke, for jeg skrider til Mexico den 16. december, så jeg giver overhovedet ikke julegaver til nogen, men altså, han kan få et kram eller noget,« lød det fra TV 2-værten.