En mildt sagt kaotisk opstart med dårlige anmeldelser og talrige tvangslukninger, førte tilbage i februar til, at mad-influenceren Casper Drømme meddelte, at han trak sig fra burger-eventyret.

»Jeg kan ikke fortælle det hele lige nu, men jeg ser frem til den dag, hvor jeg kan forklare, hvad der virkelig er sket. Jeg tror, det vil give folk en helt anden forståelse. Hvornår det bliver ved jeg ikke,« lød det i den forbindelse.

Og nu kunne noget tyde på, at burgerkæde-eventyret nærmer sig et endegyldigt punktum.

Ihvertfald er tre af de selskaber, Casper Drømme tidligere var direktør for, nu sendt i tvangsopløsning.

Det fremgår af det offentlige virksomhedsregister.

Firmaerne Casper's CPH 01 ApS, Casper's CPH 02 ApS og Casper's CPH 03 ApS står nu alle som værende under tvangsopløsning.

SE og HØR har været i kontakt med Casper Drømme, der oplyser, at han har trukket sig helt fra virksomhederne, og ikke var klar over, at de fortsat var i drift.