Efter et mislykket forsøg på at sælge huset til 35 millioner, sænker Casper Christensen og konen nu prisen.

Således har parret sat landstedet på 50.000 m2 i Nordsjælland til salg hos ejendomsmæglerfirmaet Dansk Boligformidling for 29,9 millioner kroner.

Firmaet erstatter ejendomsmæglerkæden Home, som første gang gik på jagt efter købere til ejendommen i Tikøb i september 2023.

Om salget udtalte Casper Christensen kone, Isabel, dengang: »Vi skal som familie videre på nye boligeventyr.« 

B.T. har uden held rakt ud til Casper Christensen for at få en kommentar om prisnedslaget og ejendomsmælgerskiftet.

Dansk Boligformidling beskriver i salgsteksten parrets hus som »Nordsjællands svar på Yellowstone-ranch«.

 På ejendommen kan man opleve »den ultimative kombination og luksus og rustik charme« eller tage »en tur rundt i golfbilen med rosé i kopholderen«, lyder det.

Ejendommen kommer med blandt andet swimmingpool, en privat sø med karper, badebro og robåd samt »et meget stort skovområde med shelter, legeplads og køkkenhave« samt tilhørende marker.

Parret betalte i 2022 blot 16 millioner for ejendommen, som de siden har renoveret.