Casper Christensen starter 2025 med flere glædelige nyheder.
Det afslører han i et nyt nyhedsbrev, hvor det lyder:
»2025 bliver fantastisk!«
Han fortsætter:
»Vi starter optagelserne til 'Klovn' om 14 dage, jeg skal tilbage på scenen med mit foredrag - og vigtigst, der er et bryllup i den nærmeste familierelation, da min datter Cajsa, skal giftes. Wow! Og det er bare indenfor de første seks måneder.«
Cajsa er Casper Christensens ældste ud af i alt fire børn.
Han fik hende i 1997 med sin daværende hustru, Anette Toftgård.
Cajsa afslørede tilbage i august, at hun var blevet forlovet, da hun viste sin ring frem på Instagram.
Dengang blev kommentarsporet fyldt op af lykønskninger fra flere af Casper Christensens venner og kollegaer som Lars Hjortshøj, Camilla Ottesen og Marcuz Jess Petersen - kendt som drengen Bo i 'Klovn'-universet.
Udover Cajsa har Casper Christensen sønnen Marvin med Anette Toftgård.
Derudover har han med sin nuværende hustru, Isabel, sønnerne Cooper og Jagger.