Efter cirka et år som kærester, er de nu klar til at stå frem offentligt sammen.
Fredag havde Caroline Fleming sin nye kæreste med til Elle Awards, og lørdag var han så med på BogForum i København, hvor han fra sidelinjen kunne opleve virakken på nærmeste hånd.
»Der har været run på. Torsdag udkom hendes nye bog, i går var der Elle Awards, hvor Caroline var på forsiden,« opremser Stig-Frederik Kølle, da han møder pressen.
Caroline Fleming er aktuel med en ny selvbiografi, som har medført en masse medieomtale.

Adspurgt hvordan det har været at følge fra sidelinjen svarer han:
»Jeg synes, den er blevet meget positivt modtaget, og synes at bogen er meget fin. Jeg synes også processen har været interessant at høre om. Der har været mange spændende historier. Jeg tror, det er et indblik i noget de færreste helt forstår, hvis man kommer fra ganske almindelige familier.«
Har du kunne mærke på hende, at det har været vigtigt at få ud?
»Ekstremt meget. Hun har brugt afsindig meget krudt på at skrive bogen og været engageret.«
Har du selv læst den?
»Ja.«
Hvad synes du om den?
»Jeg synes, den er meget velskrevet. Stor cadeau til hendes ghostwriter (Journalist Anne Sofie Kragh, red.). Jeg synes, der er en god rød tråd. Det er spændende læsning og mange ting, man ikke ved.«

Er der noget I bogen, der har overrasket dig særligt?
»Tror mest hvor lukket den type familier er. Hvor vilde ting man laver, og hvor langt det er fra almindelige danskeres liv. Det er jo ret absurde ting, der foregår – for eksempel historien om, at man knaldede glasset ind i kaminen, efter man havde skålet.«
»Det er bare vilde anekdoter, som jeg tror, de fleste har svært ved at relatere til. Men et super spændende indblik i den danske adel.«
Hvordan er det for dig at blive kæreste med Caroline og så pludselig opleve al den opmærksomhed, der følger?

»Det synes jeg egentlig ikke … Jeg har selv brugt meget tid på at stå på store scener, så det tænker jeg ikke over. Caroline er jo også, som hun selv beskriver, meget nede på jorden. Hun er super kærlig og dejlig og egentlig meget almindelig.«
Stig-Frederik Kølle, der er plastikkirurg, arbejder for tiden på at åbne en ny skønhedsklinik med Caroline Fleming.
Han fortæller, at de regner med at lave en 'soft åbning' i løbet af de næste par uger og så en officiel åbning i slutningen af november.
»Vi har taget Carolines sans for elegance og skabt noget, der ikke er set før,« smiler han.