I starten af november afslørede Caroline Fleming, at hun forlader Danmark til fordel for ørkenstaten Dubai.

Derfor har hun ihærdigt forsøgt at komme af med sit palæ i Hellerup, og nu står det klart, at luksusvillaen er blevet solgt.

Det fremgår af tinglysningen, hvor handlen netop er blevet offentliggjort, skriver Se og Hør.

Caroline Fleming har fået 40 millioner for villaen, hvilket er ni millioner mindre, end hvad den tidligere baronesse satte den til salg for i oktober.

Identiteten på den nye køber er ukendt grundet navne- og adressebeskyttelse, men ifølge Se og Hør er der tale om en 48-årig mand, som angiveligt har boet i udlandet.

Det samme skal Caroline Fleming, der rykker til Dubai for at udvide sin og kirurgkæresten, Frederik Kølles, skønhedsforretning.

Dermed er tiden i den røde murermestervilla definitivt forbi, og selvom Caroline Fleming måtte sætte boligen betydeligt ned i pris, kan hun dog fortsat se frem til noget af en milliongevinst.

I 2020 kunne B.T. fortælle, at hun havde købt villaen, der er beliggende på Lemchesvej, for 24,5 millioner kroner.

Derfor kan Caroline Fleming se frem til et overskud på 15,5 millioner kroner foruden udgifter til eventuelle renoveringer.