Caroline Fleming boede syv år i Schweiz, dengang hun var gift med Rory Fleming.
Siden har den 50-årige daværende baronesse drømt om at flytte tilbage, og nu er drømmen gået i opfyldelse med hendes nye kæreste Frederik Kølle.
»Nu er det langt om længe lykkedes mig at finde en perfekt, lille lejlighed i en rigtig fin hytte, så det er jeg ubeskriveligt glad for,« fortæller Caroline Fleming i torsdagens afsnit af parrets Viaplay-program 'Caroline & Dr. Kølle'.
Selvom det er Caroline Flemings drøm at genoptage forbindelsen til Schweiz, så har hun altså fået kirurgkæresten med på ideen.
»Vi har fået lejligheden i Schweiz!« fortæller Caroline Fleming ligeledes begejstret til sin ekssvigermor, sønnen Nicholas' farmor Joan Bendtner, senere i afsnittet, hvor parret gør klar til at tage på date sammen.
For der er ingen tvivl om, at Caroline Fleming har stærke følelser for det centraleuropæiske land.
»Det blev et sted, som jeg blev rigtig, rigtig glad for,« forklarer hun om fortiden der.
»Det er 18 års drøm. Rigtig, rigtig, rigtig, rigtig mange gange om året, hvor jeg har tænkt: 'Ej, gid! Ej, hvis bare. Uh, kunne det ikke være vidunderligt! Ej, hvor kunne jeg godt tænke mig! Gud, hvor ville jeg drømme om det her' – så jeg har opfyldt en kæmpe drøm!« jubler hun.
For den adhd-ramte tv-personlighed mener at finde en helt anden ro i det schweiziske.
»Det er nok det eneste sted, hvor jeg ikke fiser rundt hele tiden, fordi jeg hele tiden føler, der er et eller andet, som jeg skal nå, eller jeg skal lave, eller som jeg har glemt eller som skal ordnes ellers nås. Der kan jeg bare være.«
Caroline Fleming har desuden fortalt, at hun pønser på at sælge sit danske hjem og rykke til Dubai. Det kan du læse mere om HER.
Du kan se klippet, hvor Caroline Fleming fortæller om den nye drømmebolig i Schweiz, øverst i artiklen.