Caroline Fleming og Frederik Kølle skal den næste tid have et langdistanceforhold tværs over jordkloden.

Men parret lægger store planer sammen – og nu svarer de både på, hvornår de tænker at flytte sammen, og om de også vil giftes og lave fælles børn i tillæg til deres seks sammenbragte.

I første omgang flytter Caroline Fleming dog alene til Dubai til december, mens Frederik Kølle bliver hjemme i Danmark og passer deres fælles skønhedsklinik, som den tidligere baronesse vil udvide fra ørkenstaten.

Frederik Kølle understreger da også i det nye og sidste afsnit af parrets Viaplay-program 'Caroline & Dr. Kølle', at det ikke er oppe over for parret at flytte sammen.

»Nej, det tænker jeg ikke – nu ser vi lige, hvad der sker, fordi vores børn er også ved at blive så gamle, så der er en del af dem, der flytter hjemmefra, så jeg tror lidt, vi planlægger lidt længere ud i tiden. Og så tænker jeg, vi på et eller andet tidspunkt køber noget sammen og så starter forfra,« fortæller han.

Blandt andet forklarer plastikkirurgen også, at parrets skønhedsklinik Caolin skal prioriteres, og han antyder hemmelighedsfuldt til det nye koncept, som Caroline Fleming skal starte i Dubai.

Caroline Fleming og Frederik Kølle på deres klinik Caolin i Charlottenlund.
Caroline Fleming og Frederik Kølle på deres klinik Caolin i Charlottenlund. Foto: Bo Nymann/Ritzau Scanpix

»Caroline og jeg har planer om at flytte sammen, vi ved bare ikke hvornår. Det må være, når tiden er rigtig, og det er både i forhold til børn og de huse, vi har nu, og alle mulige andre ting, klinik og nye projekter. Det handler jo om at gøre det, så det ikke er en belastning, men så det er en god ting,« siger Frederik Kølle i afsnittet.

Hvorvidt parret engang skal giftes holder de dog for dem selv, mens de kærligt kysser hinanden.

»Det må man vente og se. Man ved aldrig,« siger Frederik Kølle med et glimt til kameraet.

Ved tanken om at få børn sammen er svaret dog klart.

»Nej, det skal vi ikke! Det ville være sindssygt – ligesom at blive slået hjem i Ludo!« siger Frederik Kølle med et grin.

Du kan se klippet, hvor Frederik Kølle taler om at flytte sammen med Caroline Fleming, øverst i artiklen.