Siden sommeren sidste år har det ikke været nogen dans på roser at hedde Carla Mickelborg.

Influenceren gik i juli fra sin nu ekskæreste, Carl Tellerup Broegaard, og det pludselige brud blev startskuddet på, hvad mange nok vil kalde en form for identitetskrise i hendes liv.

»Det har været en helt vild tid. Jeg har været igennem et breakup, der har taget rigtig hårdt på mig og arbejdet på at finde ud af, hvad jeg nu vil,« fortæller Carla Mickelborg til B.T.

Pludselig var hun 35 år og nyligt single – en ting, hun på ingen måde havde regnet med at skulle være på det tidspunkt af hendes liv.

Carla Mickelborg er gået i hormonbehandling og har frosset sine æg ned, så hun også senere i livet er klar til at få børn.
Carla Mickelborg er gået i hormonbehandling og har frosset sine æg ned, så hun også senere i livet er klar til at få børn. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg havde lovet mig selv, at når jeg nærmede mig de 36, så skulle der ligesom en plan på bordet for, hvornår jeg skulle være mor,« fortalte Mickelborg i sin tid i podcasten Monday Bliss.

Derfor har 'Far til fire'-skuespilleren taget en drastisk beslutning, der har fået hende tilbage på sporet af drømmen om at blive mor.

I sin nye serie på Viaplay 'Carla bygger rede' fortæller hun således åbent om, hvordan hun har været i hormonbehandling og i øvrigt har fået frosset sine æg ned for at holde muligheden for at få børn senere i livet åben.

Det er dog ikke en drøm, hun har planer om at udleve alene – i hvert fald kun i allerhøjeste nødstilfælde.

»Det er ikke en beslutning om at blive solomor. Jeg gemmer æggene, til jeg forhåbentlig engang møder den rette, som skal være far til mine børn,« forklarer hun, men tilføjer:

»Dermed ikke sagt, at jeg ikke kunne finde på at gå den vej, hvis jeg ikke har fundet den rette, når jeg bliver 40.«

Det er også en beslutning, der har sporet den 36-årige influencer nærmere ind på, hvad der virkelig betyder noget for hende på dette tidspunkt af livet.

I programmet afslører hun, at hun er færdig med sene aftener i byen og tilfældig sex.

»Jeg er endt et rigtig godt sted, hvor jeg har fundet ud af, hvad der virkelig betyder noget for mig: Kærlighed.«

»Tidligere lod jeg mig nøjes med noget, der kunne minde om tilfældige romancer og fascination. Men jeg kan ikke lade som om længere,« siger hun til B.T.

Du kan følge Carla Mickelborgs liv som single og hendes drøm om at blive mor i serien 'Carla bygger rede' på Viaplay fra 24. april.