Tv-profilen Camilla Miehe-Renard tager en pause fra mænd.
Det fortæller hun til Se og Hør, som har talt med den mangeårige tv-vært, kendt fra programmer som ‘Damernes Magasin’, ‘Her er dit liv’ og ‘Grå Zone’.
»Der er ikke noget nyt og spændende, og det er så fint. Jeg har været heldig at være gift i over 20 år, så jeg synes også, det er fint nok at tage en pause,« siger hun til ugebladet.
Det kom sidste år frem, at hun var blevet skilt fra Nicolai Gohs.
»Jeg føler mig meget heldig og taknemmelig over det nye og dejlige, der sker i mit liv,« siger hun videre til Se og Hør.
Efter skilsmissen har hun byttet villaen i Gentofte ud med en lejlighed på det pulserende Vesterbro. Her nyder hun, at hun har fået skåret 'alt det overflødige fedt fra', har hun tidligere sagt til Ritzau.
Sidste år sagde hun også sit job op for at blive selvstændig efter sit 40-års jubilæum i tv-branchen. Hun følte, tiden var kommet til at skrue ned for tempoet, forklarede hun.
Den tidligere tv-vært udelukker dog ikke et comeback, men bruger nu sin tid på blandt andet at undervise i træningsmaskinen reformer.
»Jeg har stykket mit nye liv sammen som et smukt kludetæppe og skriver også på en bog,« sagde hun til Ritzau.
Det er blevet til bogen ‘Lettet – Historien om et helt almindeligt sammenbrud’, som udkom i november, og hvor hun deler store og personlige kapitler fra sit nu 60-årige liv.
